Stadig mange åbne spørgsmål i truppen

FCBARCELONA.DK - 18.07.19

Med købene af især De Jong og Griezmann ser Barcas trup ud til at blive stærkere, men der er stadig en lang række åbne spørgsmål der skal findes svar på, inden at spillermarkedet lukker.

Med tilgangen af De Jong og Griezmann har Barca fået styrket midtbane og angreb, men dermed slutter det helt sikkert ikke. Der er stadig positioner som klubben arbejder på at styrke, specielt på de to backs. Dertil kommer, at truppen samtidig skal tilpasses og det betyder at flere spillere kommer til at rejse.

Neymar er et varmt emne til angrebet, men kommer han vil der være en gedigen overbooking i front. Det kan tvinge Dembélé og Coutinho væk fra Barca.

Alle taler om, at der er brug for en reserve for Jordi Alba og det samme i modsatte side på højre back, hvor Sergi Roberto med ret stor succes har ageret vikar, trods han er midtbanespiller. Her har det dog været sparsomt med oplagte navne på rygtebørsen, så det ligner ingen nem opgave at løse.

Oplagt er det at Barca skiller sig af med Rafinha og Malcom, der ikke ser ud til at indgå i planerne. Derudover har Rakitic og Umtiti været rygtet væk.

Der er således flere brikker der skal falde på plads og der er stadig god tid, for spillermarkedet lukker først med udgangen af august måned. Der er altid heftig aktivitet i de allersidste dage inden lukketid, men træner Ernesto Valverde ønsker helt sikkert truppen lukket så hurtigt som muligt. Om han får det, kan kun tiden vise.

De kommende uger ser derfor travle ud for sportschef Eric Abidal og den øvrige sportslige ledelse.

.:FORSIDE:.