Avis: Valencia håber på prisdyk i Rafinha-aftale

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 17.07.19

Alt indikerer, at Rafinha er fortid på Camp Nou, og de fleste meldinger peger på, at brasilianeren er på vej til Valencia. De to klubber er dog dybt uenige om, hvad prisen for midtbanespilleren skal ligge på.

Forhandlingerne mellem Barca og Valencia blev for et par uger siden sat på pause for en stund, i takt med Valencia sikrede sig Maxi Gómez' underskrift. Nu er blikket dog på ny rettet efter Rafinha Alcántara, som spanierne har i sinde at fohandle ned i pris.

Barcelona kræver 15 mio. euro for den 26-årige midtbanespiller - en pris som Valencia finder for høj, specielt taget i betragtning af, at brasilianeren har kontraktudløb om et år. Tiden er derfor ikke ligefrem på catalanernes side, og Barca har desperat brug for at hive så mange penge ind som muligt igennem spillersalg, for at kunne styrke truppen yderligere.

Rafinha er allerede begyndt sæsonforberedelserne sammen med resten af den tilbagevendte del af truppen. Det tegner dog ikke til, at spansk/brasilianeren indgår i Valverdes planer for den kommende sæson, og derfor kan Valencia i sidste ende få held med at nedskrive prisen, hvis de er tålmodige nok.

 

.:FORSIDE:.