Søndagens pointtab mod Rayo er ingen katastrofe
FCBARCELONA.DK - 01.09.25
Det var en flok skuffede Barca-spillere der i går aftes rejste hjem fra Madrid efter 1-1 kampen mod Rayo Vallecano, men pointtabet er ingen katastrofe. Holdet har hentet syv point i tre udekampe og det må anses for godkendt.
Målet var at indlede sæsonens tre udekampe med ni point, for sådan vil det altid være i FC Barcelona. Her går man på banen for at vinde hver eneste kamp og lykkes det ikke, vil tvivlen opstå og kritikken tage til. Sådan er det også efter 1-1 kampen mod Rayo, hvor Barca ikke spillede nogen god kamp.
Barca har indledt ligaen med tre udekampe på grund af problemerne med, at få Spotify Camp Nou gjort færdigt. Efter sejrene over Mallorca og Levante, sluttede opgøret i går mod Rayo 1-1. Dermed er udbyttet syv point efter tre runder, hvilket giver Barca en 4. plads i ligatabellen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Real Madrid og Athletic Club Bilbao har begge hentet maksimale ni point i deres første tre kampe, men her skal det bemærkes, at de har spillet to af kampene på hjemmebane.
Dertil kommer, at det altid er svært at møde Rayo på Vallecas, hvor Barca kun har hentet en enkelt sejr i de seneste fem besøg. Samtidig var banen i en elendig tilstand, der hæmmede Barcas spil mere end Rayos, da spanierne er vant til forholdene.
Derfor er søndagens pointdeling ikke nogen katastrofe for Barca, men det ændrer ikke på, at Hansi Flick har ting der skal forbedres, for især mod Levante og Rayo, fungerede tingene ikke optimalt.
Nu venter der en landskampspause, hvor en stor del af Barcas spillere skal i aktion for deres respektive lande. Derefter kan Hansi Flick begynde forberedelserne på næste opgave, der bliver mod Valencia i sæsonens første hjemmekamp. Den kamp spilles om to uger.
© Getty Images// Rayo Vallecano