Sommerens største transfers betaler tilbage

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 21.10.19

© Getty Images

Barca måtte frem med den helt store pengepung for at sikre sig Frenkie de Jong og Antoine Griezmann henover sommeren. De to spillere er dog i fuld gang med at bevise deres værd, hvilket man senest så mod Eibar.

Barcelona-ledelsen valgte at investere intet mindre end 255 mio. euro i nye spillere henover sommerens transfervindue. Navnligt købene af Frenkie de Jong og Antoine Griezmann kunne mærkes på bundlinjen, men de to spillere er i fuld gang med at bevise hvorfor.

Tilbage i januar valgte man at sætte alt ind for at sikre sig Frenkie de Jongs underskrift. Håbet var, at man i Ajax-profilen havde fundet en kompetent arvtager for Sergio Busquets. Det var dog nok de færreste, der havde forventet, at den blot 21-årige hollænder, som skiftede til Barca for 75 mio. euro, på så kort tid skulle tilsnuske sig en så mærkbar rolle for catalanerne.

De Jong har nærmest fra dag ét lignet prototypen på en komplet Barca-midtbanespiller, og han imponerer mere og mere som kampene skrider frem. Senest blev det til et stående bifald fra udebanepublikummet, da man sikkert hentede tre point mod Eibar. Der er endnu ikke gået tre måneder af den igangværende sæson, og alligevel sidder de fleste allerede nu med en følelse af, at Barca i den grad har skudt papegøjen med købet af hollænderen.

Antoine Griezmann har derimod fået en temmelig vanskelig start på sin Barca-karriere. Franskmanden, der over sommeren forlod Atlético Madrid for 120 mio. euro, har mildest talt haft problemer med at vænne sig til catalanernes spillestil, og de gentagne anonyme præstationer har affødt massiv kritik blandt tilhængerne og i pressen. Mod Eibar fik piben dog pludselig en anden lyd.

Den tidligere Atlético Madrid-stjerne var som forvandlet og fandt på fornem vis ind i spillet med Messi og Suárez. Griezmann endte da også med at have en fod med i samtlige af Barcas mål, ligesom han kunne glæde sig over at score kampens første mål. Der skal unægteligt mere til, inden Griezmann definitivt kan karakteriseres som et godt køb, men mod Eibar gjorde franskmanden præcis, hvad han blev købt til.

.:FORSIDE:.