Sky i Tyskland afslører detaljer i Flicks kontrakt
FCBARCELONA.DK - 02.06.24
Hansi Flick havde sine første dage i Barcelona denne uge, men er nu taget på ferie med sin familie. Sky Deutschland har fået fingrene i den tyske træners kontrakt og her ser man blandt andet, hvad hans faste løn er.
Aftalen med Hansi Flick er forhandlet på plads og underskrevet. Det skete i onsdags på præsident Joan Laportas kontor. Indholdet af kontrakten er fortroligt, men Sky Deutschland har fået fingre i aftalen.
Her ser man, at Flick får en fast løn på mellem 9 og 11 mio. euro pr. sæson, før skat vel at mærke. Dertil kommer en bonusordning afhængig af titler, som det er normalt på dette niveau, når der kæmpes om de største trofæer.
Er der hold i disse tal er det bekræftet, at Barca sparer penge ved trænerskiftet, da Xavi angiveligt fik en løn på 15 mio. euro pr. sæson.
Hansi Flicks kontrakt løber i to år, altså til sommeren 2026. Han er endnu ikke blevet officielt præsenteret og det sker nok først, lige inden at den nye sæson startes op, sandsynligvis en uges tid inde i juli måned. Lige nu holder tyskeren ferie på Ibiza med familien.

// Hansi Flick