Skifte nærmer sig: Braithwaites agent er i Barcelona

Rune Stentoft Arlbjørn - 17.02.20

© Getty Images

Et sensationelt skifte for Martin Braithwaite ser ud til at nærme sig, da den danske landsholdsspillers agent, Ali Dursun, for kort tid siden er landet i El Prat-lufthavnen i Barcelona. Han skal angiveligt forhandle et skifte på plads.

Journalisten Gerard Romero fra radiostationen RAC1 meddeler på Twitter, at Ali Dursun netop er landet i lufthavnen i Barcelona. Dursun er agent for Braithwaite og hans tilstedeværelse i den catalanske hovedstad falder sammen med rygterne om Braithwaites skiftet til Barca.

Ali Dursun er angiveligt taget til Barcelona for at forhandle et skifte på plads med den sportslige ledelse, der sender Martin Braithwaite fra Leganés til Barca med øjeblikkelig virkning. Her er den danske angriber set som en ekstra forstærkning til et skadesplaget angreb.

Tidligere i dag forlod Martin Braithwaite også tidligt mandagens træning i Leganés. Ifølge spanske medier var det for at forhandle med Barca om et kommende skifte, da catalanerne hurtigt ønsker at få en angriber på plads i klubben.

I de lokale medier i Barcelona er Braithwaite noget overraskende stadig favoritten til at forstærke angrebet. Det skyldes, at Barca har et begrænset felt at hente en angriber fra. Dertil er catalanerne imponerede over danskerens præstationer i La Liga.

.:FORSIDE:.