FCBARCELONA.DK - 14.08.21
Martin Braithwaite har været rygtet kraftigt væk fra Barca denne sommer, men danskeren er stadig i klubben. Nu kan skadesituationen medføre, at Barca vælger at beholde ham, i hvert fald frem til januar.
Der er næppe tvivl om, at Braithwaite står langt tilbage i køen når Koeman fordeler spilletiden i angrebet, men skader i truppen betyder samtidig, at Barca-træneren har brug for danskeren.
Koeman har nemlig kun tre førsteholdsangribere til sin rådighed til søndagens kamp mod Real Sociedad. Udover Braithwaite er der tale om Griezmann og Memphis Depay. Det var også de tre der startede inde mod Juventus i Gamper-opgøret i søndags, hvor Braithwaite kom på tavlen i 3-0 sejren.
Koeman må undvære de skadede Dembélé, Ansu Fati og Agüero og det åbner for Braithwaite, for lige nu ligner det ikke nogen god idé at sælge danskeren. Ganske vist banker talenter som Collado og Demir på, men de er stadig uerfarne og kan ikke tildeles det store ansvar.
Det var også en svær skadessituation der sendte Braithwaite til Barca i februar 2020, udenfor transfervinduet. Barca havde fået Dembélé langtidsskadet og det gav klubben mulighed for at hente en afløser i utide. Her faldt valget på den danske angriber, der blev købt fri af Leganés.
Nu kan det igen være skader hos holdkammerater der redder Braithwaite, for havde alle angribere i truppen været kampklar, ville det være oplagt at lytte på tilbud på ham, og interessen er tilsyneladende pæn efter det udemærkede EM.
Spørgsmålet er så hvad der sker til januar, når transfervinduet åbner igen. Her burde Dembélé, Fati og Agüero alle være klar igen og så er det ikke sikkert, at der er brug for Braithwaite længere.
