Referat: Sevilla – FC Barcelona 0 - 0

FCBARCELONA.DK - 19.06.20

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic (Puig 88'), Vidal (Griezmann 80’), Messi, Suárez, Braithwaite (Arthur 62’)

Bænk: Neto, Arthur, Griezmann, Junior, Iñaki Peña, Riqui Puig, Collado, Ansu Fati, Araujo, Saverio, Chumi og Monchu

Mål:

Barca skulle på en rigtig svær opgave i Sevilla, der indtager 3. pladsen i ligatabellen. Her valgte træner Quique Setién at indlede opgøret med Braithwaite i startopstillingen, mens Griezmann måtte tage plads på bænken.

Sevilla forsøgte sig med et højt pres fra start, men det spillede Barca sig godt ud af hver gang. Det betød at det var catalanerne der klart dominerede fra start og det var også dem der have kampens første mulighed, da Suárez i det tredje minut forgæves forsøgte sig. Barcas genpres fungerede fint og bolden var derfor klart mest på catalanske fødder. Først i det 11. minut viste hjemmeholdet tænder for første gang med et skud tæt forbi mål.

Barca fortsatte med at dominere klart og Sevilla blev presset tilbage foran eget felt. Det var dog tydeligvis svært at kombinere sig gennem hjemmeholdets forsvar, men i det 21. minut fik Barca et frispark udenfor feltet. Det sendte Messi godt afsted mod mål, men inde på stregen stod en Sevilla-spiller og headede væk. Kort efter var det Rakitic der forsøgte sig fra distancen, men bolden strøg forbi mål.

Herefter lykkedes det for Sevilla at komme bedre med og Barcas dominans forsvandt. Hjemmeholdet fik rykket spillet ned på Barcas banehalvdel i perioder, men uden for alvor at skabe noget farligt. Det blev til et par hjørnespark, men Barcas forsvar afviste hvad der kom. Efter den gode periode af Sevilla, satte Barca sig på ny på opgøret, men det kneb stadig gevaldigt med at skabe noget. Det blev dermed ved 0-0 efter de første 45 minutter.

Indledningen på anden halvleg var jævnbyrdig og ingen af holdene lykkedes med at sætte sig på spillet eller skabe chancer. Sevilla fik dog langsomt tilkæmpet sig et lille overtag og det var tæt på at give dem en føring i det 55. minut, da Ocampos afsluttede fra en spids vinkel, men en refleksredning af Ter Stegen forhindrede en scoring. Lige efter blev Barca-forsvaret fanget på en omstilling hvor Munir kom fri og afsluttede, men igen stod Ter Stegen hvor han skulle.

Efter 62 minutter skiftede Setién ud for første gang, da Arthur afløste Braithwaite, der havde spillet en anonym kamp. Ændringen betød, at Vidal lagde sig på danskerens position. Barca fik bedre styr på spillet og fik stoppet hjemmeholdets offensiv og i det 72. minut fik de et frispark udenfor feltet. Det tog Messi sig af, men målmanden afværgede til hjørne. Kort efter kom Griezmann ind i stedet for Vidal.

Barca fik presset Sevilla tilbage i slutfasen, men i det 83. minut slog hjemmeholdet endnu en farlig kontra hvor Ocampos afsluttede, men uden problemer for Ter Stegen. Barca kæmpede for at få en forløsende scoring og den kunne være kommet i det 88. minut, da Alba fandt en fri Suárez i feltet, men han bankede bolden over mål. Den mulighed burde han have fået mere ud af. Kort efter var det Sevilla der fik en kæmpe chance, da bolden lidt tilfældigt landede hos Reguilon i feltet, men han afsluttede svagt lige på Barca-keeperen. Mere skete der ikke i den jævnbyrdige kamp, hvor Barca måtte nøjes med det ene point efter en noget skuffende indsats. 

.:FORSIDE:.