fbpx
Annonce

Setiéns første trup imødeses med spænding

FCBARCELONA.DK - 18.01.20

// Granada

Det bliver først i morgen, på selve kampdagen, at Quique Setién sætter navne på de 18 spillere der skal med til kampen mod Granada. Her ventes der spændt på, hvem der sorteres fra og hvem fra B-holdet der kommer med.

En af de ændringer som Setién har indført er, at holdet træner på selve kampdagen og at truppen udtages efter træningen. Det betyder, at det først bliver i morgen eftermiddag, at man kender den nye Barca-træners første trup.

Den imødeses med spænding, for her får man det første billede af, hvem Setién har mest tiltro til. Det ligger fast at han må se bort fra de skadede Suárez og Dembélé, samt den karantæneramte Frenkie de Jong. Ellers er der frit valg på alle hylder.

Efter at Carles Aleñá og Jean-Clair Todibo er blevet udlejet til henholdsvis Betis og Schalke 04, er førsteholdstruppen skrumpet til 19 spillere, hvor de tre ovennævnte altså ikke er i spil til søndagens kamp. Dermed har Setién kun 16 førsteholdsspillere til sin rådighed.

Dertil kommer Carles Pérez og Ansu Fati, der stadig har status af B-holdsspilere, men som udelukkende træner og spiller med førsteholdet. Også spillere som Ronald Araujo, Riqui Puig og Abel Ruiz kan komme på tale til søndagens kamp, for de trænede alle med tidligere i dag.

Dermed har Setién reelt 21 spillere at råde over til de 18 pladser i truppen og dermed skal tre sorteres fra. Her kunne Moussa Wague være et oplagt bud, men ellers er det meget åbent.

Får Riqui Puig endelig chancen og ønsker Setién Araujo med som gardering i det centrale forsvar? Kommer Ruiz med på grund af Suárez's fravær og sender det Pérez eller Fati op på tilskuerpladserne?

Spørgsmålene er mange og svarene kommer først i morgen eftermiddag efter træningen. Som altid kan man her på fcbarcelona.dk se truppen, straks når det er udtaget.

.:FORSIDE:.