Setién: 'Braithwaite gjorde mere end vi forventede'

FCBARCELONA.DK - 22.02.20

© Getty Images

Det var en meget tilfreds Quique Setién der mødte pressen efter 5-0 sejren over Eibar. Der var naturligt ros til Messi for hans fire mål og indsatsen fra Martin Braithwaite blev også anerkendt af Barca-træneren.

'Vi forventede en kamp som denne, hvor tingene lykkedes godt for os og hvor vi var skarpe. I andre kampe sluttede det ikke som i dag, selvom vi gjorde det godt. I dag lykkedes alt, med en føring på tre mål ved pausen. Det gav os ro og tillod os at tænke på, hvad der venter forude' indledte Barcas træner.

'Vi havde brug for at spille en kamp som denne. Det styrker dig at vinde med fem mål og når Leo scorer fire' fortsatte han.

Her er hvad Setién ellers kommenterede:

Messis indsats i opgøret med fire mål:
'Messi har præsteret det i 14 eller 15 år og det vil han fortsætte med. Han er en god garanti at have og virkeligheden er, at han altid er klar, hvis det ikke er med mål, så er det med oplæg. Derfor er han den bedste i verden, for han løser det som ingen andre kan'.

Eibars høje pres:
'For os er det en vigtig situation at kontrollere, med at spille op bagfra. Vores modstandere finder hele tiden på nye defensive systemer, der tvinger os til ændre på tingene'.

Martin Braithwaites debut:
'Jeg synes han gjorde det rigtig godt. Han gjorde mere end vi havde forventet af ham. Vi har gjort et ekstraordinært køb og han skal nok tilpasse sig til det vi har brug for. Han lavede nogle geniale bevægelser og det er en spiller der ser de frie rum godt. Han kommer helt sikkert til at hjælpe os meget'.

Hvor har holdet forbedret sig?
'Der er mange ting holdet gjorde godt, før jeg kom til og andre som vi forsøger at forbedre. Jeg er meget glad for vores aktioner når bolden er tabt. Det var spektakulært i dag. Vi var skarpe når vi afsluttede og kunne løse det høje pres Eibar lagde. Det var anstrengende for Eibar og det udnyttede vi'.

Kampen mod Napoli på tirsdag:
'Jeg synes vi kommer godt ind til kampen. Holdet er fuldt fokuseret. Der er ting der kan forbedres, men vi kan være fortrøstningsfulde omkring den nærmeste fremtid. Vi har mange spillere der har det godt og som ikke er trætte, ligesom holdet er mentalt stærkt' afsluttede Setién.

.:FORSIDE:.