fbpx

Sergiño Dest er hurtigt blevet fast mand for PSV

Peter Vyff - 18.09.23

// Sergiño Dest

Selvom Barca brugte lang tid på at få solgt Sergiño Dest, lykkedes det ikke ledelsen at finde en køber. Amerikaneren blev istedet lejet ud til PSV Eindhoven, hvor han allerede er blevet fast mand i startopstillingen.

Barca hentede for tre år siden Sergiño Dest hos Ajax Amsterdam for lidt over 20 mio. euro. Den teknisk dygtige back formåede dog aldrig at få sit gennembrud på Camp Nou, hvilket betød at han i sidste sæson blev udlejet til AC Milan, der trods en frikøbsklausul, ikke ønskede at hente ham permanent i sommerens transfervindue.

Artiklen fortsætter under annoncen


Catalanerne havde derfor håbet at finde en anden køber til højre backen, hvilket dog hurtigt viste sig besværligt. Ledelsen endte derfor med at sende amerikaneren på et lejeophold hos PSV, hvor han har formået at bide sig fast i startopstillingen under træner Peter Bosz.

Dest startede dog først ud på venstre back, hvor han optrådte i de to Champions League kvalifikationskampe imod Rangers. Og forsvarsspilleren gjorde det så godt, at han i den sidste kamp før landskampspausen blev placeret på hans vante position ude i højre side.

Amerikaneren har samtidig også fået næsten fuld spilletid for USA i den overstående landskampsrunde, og alt tyder på, at Dest nærmer sig sit gamle niveau med hastige skridt. Og det er virkelig gode nyheder for Barca, der håber på at få solgt backen permanent efter denne sæson.

PSV har angiveligt en købsklausul på 10 mio. euro, og forhåbentlig kan Dest fastholde sit høje niveau, så enten hollænderne eller en helt anden klub byder sig til. Der er dog intet, der tyder på at Xavi kunne være interesseret i at beholde landsholdsbacken, hvis han skulle ende med at vende tilbage til Barca.



 

.:FORSIDE:.