fbpx
Annonce

Sergi Roberto kan snart hjælpe holdet igen

FCBARCELONA.DK - 24.01.21

// Sergi Roberto


Der var en rigtig god nyhed fra træningsbanen i dag, for her dukkede Sergi Roberto op og trænede sammen med holdkammeraterne, for første gang i to måneder. Dermed varer det ikke længe, før han igen kan hjælpe holdet.

Det var i en kamp mod Atlético Madrid i november måned, at Sergi Roberto pådrog sig en skade i den forreste del af højre lår. Dengang forudså klubbens læger en pause på to måneder og det holder stik næsten på dagen.

I dag vendte Sergi Roberto nemlig tilbage og trænede med på normal vis, hvilket er et stort skridt i hans bestræbelser på, igen at kunne spille.

For Koeman og for holdet vil det være en kæmpe fordel igen at have Sergi Roberto til sin rådighed. Først og fremmest vil det aflaste Sergiño Dest på højre back, hvor amerikaneren har spillet rigtig mange kampe, hvilket har slidt på fysikken. Det bliver godt, når Koeman kan veksle mellem de to i det stramme kampprogram.

Sergi Roberto byder sig også til på midtbanen, der reelt er hans naturlige position. Her er det også godt nyt for Koeman, at han snart har et alternativ mere at trække på.

Det varer nok nogle dage endnu før Sergi Roberto bliver udtaget til en kamp, for fysikken skal først på plads, hvilket vil kræve flere træningssamlinger. Han er derfor næppe med i midt på ugen mod Rayo Vallecano i Copa del Rey, men der er gode muligheder i næste weekend, når Barca tager i mod Athletic Club Bilbao i ligaen.

.:FORSIDE:.