FCBARCELONA.DK - 25.04.21
Sergi Roberto er netop vendt tilbage efter sine langvarige lårproblemer og kommer han i aktion i eftermiddag mod Villarreal, bliver det hans officielle kamp nr. 300 i Barca-trøjen.
To lårskader i træk har holdt Sergi Roberto ude i længere tid, men nu er han klar igen. Han spillede en time mod Getafe i torsdags og derfor er det slet ikke umuligt, at han også kommer i aktion i dag mod Villarreal.
Det vil i givet fald betyde kamp nr. 300 for Barca for den 29-årige catalaner med en fortid i La Masia, hvor han kom til som 14-årig fra Nástic de Tarragona.
Han debuterede for Barca som 18-årig under Pep Guardiola i en pokalkamp mod Ceuta, men det var først i sæsonen 2013/14 han definitivt blev rykket op på førsteholdet, efter tre sæsoner på B-holdet.
Siden har han altså spillet 299 officielle kampe, hvor det i alt er blevet til 10 mål fra ham. Den mest berømte scoring kom i 2017, da han på mirakuløs vis gjorde det til 6-1 i overtiden af det berømte comeback mod PSG. Se målet ovenfor i videoen.
Men det er altså ikke som målscorer at Sergi Roberto gør sig mest gældende. Det er hans alsidighed der har givet ham så mange kampe for førsteholdet. Han er egentlig midtbanespiller, men har fået flest kampe som højre back, en position Luis Enrique omskolede ham til, efter at Dani Alves havde forladt klubben. Under Koeman har Sergi Roberto også vekslet mellem netop højre back og midtbanen.
Sergi Roberto har været en del af Barcas gyldne periode, hvor han har været med til at vinde seks mesterskaber, seks Copa del Rey, to Champions League, fem spanske Supercups, to UEFA Supercups og to VM for klubhold.
Sergi Robertos spil kendetegnes ved et højt bundniveau. Han spiller oftest solidt uden at søge en iøjenfaldende rolle. Han udfører det arbejde som træneren beder ham om og det har altså givet ham så mange kampe i Barca-trøjen.
Sergi Robertos kontrakt udløber til juni 2022 og der er forlydender om, at man lige nu taler om en mulig forlængelse med den alsidige spiller fra egne rækker.