fbpx
Annonce

Sergi Roberto: 'Holdet kan spille med om alle titler'

FCBARCELONA.DK - 24.07.21

// Sergi Roberto


Barca TV har mødt Sergi Roberto til en snak om sæsonstarten og om forhåbningerne til den nye sæson. Her er catalaneren meget optimistisk og han kommer også med rosende ord om sin nye holdkammerat Memphis Depay.

'Vi arbejder alle 100%. Det er meget varmt, men det hjælper også til at finde ind i rytmen og komme i form til sæsonen. Vi er godt tilfredse. Vi har spillet en enkelt kamp og har en god fornemmelse' indledte han.

'Jeg ser sæsonen i møde med stor lyst, for vi har et hold der kan spille med om alle titler. I sidste sæson havde vi lidt svært ved at komme igang, men derefter fulgte en god periode. Denne sæson håber vi at kunne lægge godt ud og kæmpe med om alle titler' fortsatte Sergi Roberto.

Han så også frem mod aftenens træningskamp mod Girona. 'Den skal hjælpe os med at komme op i tempo til turneringen starter. Vi skal arbejde med de taktiske ting som vores træner fortæller os, ligesom de nye spillere skal falde til. Vi skal spille en god kamp som vi gjorde mod Nástic' sagde han.

Til sidst fik Memphis Depay en kommentar. 'Alle kender ham. Han er en spiller med store kvaliteter og vi har set ham både på landsholdet og med Lyon. Han er en fantastisk spiller. Ved de få træninger vi har haft med ham kan vi se, at han er imponerende god. Jeg er sikker på, at han kommer til at hjælpe os meget'.

.:FORSIDE:.