Så meget kan Barca tjene på en ligakamp i USA
Aamer Al-Khatib - 13.08.25
Der er forlydender om, at Barca muligvis skal spille en af sine ligakampe i USA i denne sæson, og modstanderen skulle være Villarreal. Men hvor meget kan Barca egentlig tjene på en kamp, der foregår på et andet kontinent?
Barca kan se frem til en stor økonomisk gevinst, hvis klubbens udekamp mod Villarreal i 17. spillerunde bliver flyttet til USA. Ifølge den catalanske radiostation RAC1 vil Barca kunne tjene mellem fem og seks mio. euro på at spille opgøret på Hard Rock Stadium i Miami – svarende til op mod 45 mio. kroner.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kampen er planlagt til 20. december, lige inden julepausen, og både Villarreal og Barca har givet grønt lys til idéen. Villarreal vil ifølge RAC1 modtage en lidt højere kompensation end Barca for at dække tabet af billetindtægter, da opgøret oprindeligt var deres hjemmekamp.
Forslaget blev godkendt af det spanske fodboldforbund RFEF’s bestyrelse tidligere på ugen, men mangler stadig formel tilladelse fra både UEFA og FIFA. Hvis det sker, vil det være første gang nogensinde, at en officiel La Liga-kamp spilles på amerikansk jord – et skridt, der ses som led i ligaens globale ekspansionsstrategi.
Barca-præsident Joan Laporta er ikke i tvivl om, hvorvidt klubben bør tage turen over Atlanten. Til CNN udtalte han følgende for nylig. 'Vi ville elske at spille i USA hvert eneste år, for vi føler os elsket der og respekteret som klub. Vi har mange fans der. At spille ligaen i USA er meget interessant' lød det.
© Getty Images// USA