fbpx

Roony: 'Jeg fortjener at spille mere i Barca'

FCBARCELONA.DK - 26.03.26

// Roony Bardghji

Den svenske angriber Roony Bardghji lagde fra den svenske landsholdslejr ikke skjul på sin frustration over den manglende spilletid i Barca. I et interview med svensk TV sendte han et klart signal til Hansi Flick før sæsonens afgørende fase.

Hver gang Roony Bardghji rejser hjem til den svenske landsholdslejr, rettes spotlyset mod ham. Den unge offensivspiller er en af de mest medieombruste figurer, og denne gang er det ikke kun VM-kvalifikationen mod Ukraine, der fylder. Roony har nemlig for første gang valgt at være hudløst ærlig omkring sin første sæson i den blå-røde trøje, hvor minutterne på banen har været få.

Hidtil har den 20-årige svensker været forsigtig i sine udtalelser, men med sæsonafslutningen i sigte har piben fået en anden lyd. Roony mener selv, at han har vist nok til at få en større rolle på holdet, især når man tager det tætpakkede kampprogram i betragtning.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Sandheden er, at jeg indtil nu har haft meget lidt spilletid. Jeg har tålmodighed, men helt ærligt, så synes jeg, at jeg fortjener at spille mere" konstaterede han i interviewet med svensk TV.

Selvom Roony understreger sin respekt for de mere etablerede stjerner i truppen, lægger han ikke skjul på, at rollen som reservespiller gnaver i ham. Han er kommet til Barcelona for at gøre en forskel, ikke for at se på fra sidelinjen.

'Nej, jeg er 100 procent ikke tilfreds, men sådan er fodbold. Jeg har den største respekt for dem, der har været i truppen i lang tid, det er mine holdkammerater. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg har stor selvtillid' lød det kontante svar på spørgsmålet om hans nuværende status.

Trods den manglende spilletid understregede han dog også glæden ved at være i klubben: 'Det har altid været min drøm at spille i Barca. Da jeg vandt mit første trofæ, var det fantastisk – en stor følelse'.

Tallene giver Roony ret i, at hans bidrag har været begrænset. Indtil videre har han kun spillet 615 minutter i alt, hvoraf de 384 er faldet i La Liga - primært som indskifter i kampenes døende minutter. Det har resulteret i to mål og fire assists, hvilket er beskedent for et talent af hans kaliber.

Den manglende spilletid har sat gang i rygtemøllen. Roony Bardghji er et eftertragtet navn på transfermarkedet, og med en lang liste af bejlere kan han blive en af de spillere, Barca vælger at sælge for at finansiere indkøb af nye stjerner til sommer. Med en kontrakt på fire år er han et af klubbens største salgsaktiver, hvis Hansi Flick fortsat ikke ser ham som en del af planerne.

.:FORSIDE:.