fbpx

Roony Bardghji: 'Jeg vil vinde alle titler her'

Aamer Al-Khatib - 13.03.26

 


Det har haltet med minutterne for Roony Bardghji på det seneste, og der er ikke meget, der tyder på, at han får en afgørende rolle i den afgørende del af sæsonen. Alligevel drømmer han om at vinde alle titler med Barca.

Den unge offensivspiller Roony Bardghji drømmer stort i Barca. Den svenske kantspiller, der sidste sommer skiftede til klubben fra FC København, håber på sigt at kunne vinde de største titler med den catalanske storklub.

Artiklen fortsætter under annoncen


Roony har i denne sæson haft en mere begrænset rolle i truppen, men han ser fortsat sin fremtid i Barcelona. I et interview med avisen Sport forklarede han, at hans fascination af klubben allerede begyndte som barn. 'At spille for Barca har været en drøm for mig, siden jeg var lille. Da jeg var barn, så jeg Barcelonas kampe sammen med min far. Vi har altid været fans af holdet,' indledte han.

Hans kærlighed til klubben hænger også tæt sammen med en anden stor profil i Barcas historie. Ifølge Roony var det især Lionel Messi, der gjorde et stort indtryk i barndommen. 'Jeg tror mest, det skyldes min far. Han begyndte at følge Barcelona længe, før jeg blev født, og da Messi kom til klubben, blev han helt forelsket i ham. Da jeg blev født, sørgede han altid for, at jeg så Messis og Barcelonas kampe,' sagde han.

Roony er født i Kuwait i en syrisk familie, men voksede senere op i Sverige, efter familien flyttede dertil for at skabe bedre muligheder. Her udviklede han sit talent i flere ungdomsakademier, inden karrieren førte ham til Danmark og senere til Barcelona.

Selvom spilletiden i denne sæson endnu ikke har været stor, er ambitionerne tydelige. 'Jeg er utroligt stolt over at være her. Jeg har arbejdet hårdt for at nå hertil, men det her er kun begyndelsen. Min drøm er at vinde alle titler med Barca, Champions League og La Liga,' afsluttede han.

roony34F
© Getty Images

// Roony Bardghji
.:FORSIDE:.