fbpx
Annonce

Ronaldinho: 'Messi er ikke den bedste i historien'

FCBARCELONA.DK - 13.12.19

// Lionel Messi // Ronaldinho

Ronaldinho og Messi har et helt specielt forhold og derfor skabte det straks overskrifter, da brasilianeren i går aftes ikke ønskede at udråbe argentineren som den bedste spiller nogensinde i fodboldhistorien.

Messis første mål for Barca, på et oplæg af Ronaldinho, har en helt speciel plads i historiebøgerne, både på grund af det flotte mål hvor den meget unge Messi lopper bolden over målmanden, men også fordi han fejrede det ved at ride på ryggen af netop Ronaldinho.

Den episode har skabt et tæt bånd mellem de to spillere. Ronaldinho hjalp Messi meget i deres fælles tid i Barca og det skabte grobund for et tæt venskab.

Derfor var det uventet, at Ronaldinho i går så klart afviste, at udråbe Messi som den bedste spiller i fodboldhistorien, da han udtalte sig ved et arrangement. Her blev brasilianeren spurgt, om Messis seks Ballon d'Or gør ham til den bedste nogensinde.

'Jeg er glad på Messis vegne, for han er en ven og desuden et ikon i Barcelona. Jeg bryder mig ikke om sammenligninger, for det er svært at fastslå hvem der har været den bedste i historien. Der er Maradona, Pelé, Ronaldo... og jeg kan ikke sige, at Messi er den bedste i historien, men han er det i sin egen epoke' kom det fra ham i følge nyhedsbureauet EFE.

Udtalelsen skaber dog næppe skår i venskabet mellem de to, for Messi har altid holdt fast i, at det vigtigste for ham er de kollektive triumfer og ikke de individuelle udmærkelser. For ham er det derfor ikke et mål, at blive udråbt som den bedste nogensinde.

.:FORSIDE:.