Ronald Araujo: 'Vigtigt for mig at hjælpe holdet'
FCBARCELONA.DK - 23.03.26
Ronald Araujo blev matchvinder, da han scorede kampens eneste mål i Barcas vigtige 1-0 sejr over Rayo Vallecano. Efter kampen var det tydeligt for alle, hvor meget det betyder for ham at gøre en forskel igen.
Araujo sluttede 2025 med en dyb personlig krise, hvor han var nødsaget til at trække sig fuldstændig og tage en mental timeout. Efter årsskiftet begyndte han langsomt at vende tilbage og siden er det gået den rigtige retning for ham. I går kulminerede det så med en afgørende scoring.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Det var en svær kamp, især i anden halvleg. Vi vidste, at Rayo er et stærkt hold. Det handler om at fortsætte i denne positive stime, selvom vi er et mandskab, der normalt skaber flere chancer, end vi gjorde i dag' lød det fra ham, da han mødte medierne i mixed zone.
Han blev spurgt til, hvor det går med ham nu. 'Jeg har det rigtig godt, også rent fysisk. Det er vigtigt for mig at kunne hjælpe holdet, og jeg føler, at jeg er inde i en god rytme. Jeg arbejder hårdt for at kunne bidrage, uanset hvor der er brug for mig. Jeg er altid klar til at give alt for holdet' svarede han.
Araujo understregede samtidig, hvor meget opbakningen fra omgivelserne betyder. 'Jeg har altid mærket en enorm kærlighed fra Barca-fansene. De støtter mig altid, og det er noget af det smukkeste, man kan opleve' afsluttede han med et stort smil.
© Getty Images// Rayo Vallecano // Ronald Araujo