fbpx

Romero: Nu går Barca efter Lautaro Martínez

Aamer Al-Khatib - 20.08.26

 


Barca har ifølge transferjournalisten Gerard Romero ændret kurs i jagten på en ny angriber. Efter at Atlético Madrid definitivt har afvist muligheden for at sælge Julián Álvarez, vil klubben gå efter Lautaro Martínez.

Álvarez har været Barcas foretrukne løsning gennem det meste af sommeren, men Atlético har konsekvent nægtet at åbne døren. Den seneste afvisning skulle have fået Barca til at opgive forsøget og i stedet rette alle kræfter mod Inter-anføreren, som nu står øverst på ønskelisten. Det fortæller journalisten Gerard Romero fra mediet Jijantes.

Artiklen fortsætter under annoncen


En handel bliver dog langt fra enkel. Martínez er en nøglespiller i Milano og kommer efter en stærk sæson, hvor han igen var blandt Inters vigtigste offensive profiler. Barca skal derfor både overbevise Inter om at sælge og finde en økonomisk model, der kan lade sig gøre inden for klubbens fortsat stramme økonomiske rammer.

Der skulle dog være kommet et vigtigt, positivt signal fra Martínez' lejr. Ifølge flere kilder har Barca haft et møde med angriberens repræsentanter, hvor muligheden for et skifte blev diskuteret. Spillerens side skulle have gjort det klart, at Barca vil være den foretrukne destination, hvis der opstår en realistisk mulighed for at forlade Inter.

Behovet for en ny angriber er samtidig blevet større efter Robert Lewandowskis og Ferran Torres' afgange. Anthony Gordon og Karim Adeyemi kan give Flick fart og fleksibilitet, men Martínez vil kunne komme ind med en helt anden erfaring og målproduktion. Samtidig passer hans aggressive pres, bevægelighed og evne til at kombinere med holdkammerater godt til Flicks spillestil.

Barca har derfor ikke meget tid at spilde, hvis Gerard Romero har ret i, at Lautaro Martínez nu er klubbens klare førstevalg. En aftale med Inter vil kræve svære forhandlinger, men med Álvarez-sporet lukket ser den argentinske Inter-anfører ud til at være det navn, som Deco og ledelsen vil forsøge at gå all-in på.

lautaro2
© Getty Images

// Lautaro Martínez
.:FORSIDE:.