fbpx

Romano: Lewandowskis agent vurderer mulighederne

Peter Vyff - 06.05.26

 


Lewandowski har fortsat ikke besluttet sig for, hvad der skal ske med karrieren efter denne sæson. Flere klubber menes at lure på den polske landsholdsstjerne, mens en kontraktforlængelse med Barca fortsat er en mulighed.

Spekulationerne om Robert Lewandowskis fremtid tager efterhånden til, som sæsonen nærmer sig sin afslutning. Den tidligere Bayern-spiller står snart uden kontrakt, og selvom Barca menes at have tilbudt ham en ny aftale, har han endnu ikke besluttet sig.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den 37-årige Lewandowski står da også foran en stor beslutning, og ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano har flere klubber forhørt sig om angriberen. Blandt bejlerne finder man de italienske storklubber AC Milan og Juventus, der begge undersøger muligheden for at hente polakken.

Derudover har flere klubber fra den saudiarabiske Pro League også forhørt sig om Lewandowski, ligesom han er blevet meldt på vej til den amerikanske MLS. Der er således nok af valgmuligheder at skulle tage stilling til, og hans repræsentant, Pini Zahavi, står med et stort arbejde foran sig.

Agenten forventes i denne uge at rejse rundt i Europa for at holde møder med alle de interesserede klubber, ligesom han stadig er i kontakt med Barcas ledelse. Zahavis mål er at skabe sig det bedst mulige overblik over mulighederne, så han kan præsentere det for Lewandowski og hans familie, inden den endelige beslutning skal tages.

Intet er derfor afgjort endnu, og det kan fortsat heller ikke afvises, at angriberen er at finde hos Barca i næste sæson. Catalanerne menes at have tilbudt polakken en etårig aftale, dog med en væsentlig lønnedgang, som skulle have splittet parterne ad.

Barca kan derfor ende med at stå i en besværlig situation, hvis Lewandowski forlader klubben, uden at man har råd til at købe en erstatning. Alle mulighederne er således fortsat åbne, og situationen kan meget vel udvikle sig til en af sommerens helt store transferhistorier.

lewandowski37F
© Getty Images

// Robert Lewandowski
.:FORSIDE:.