Riqui Puig imponerer med fri rolle på B-holdet

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 13.10.19

© Getty Images

Man ser ikke meget til Riqui Puig i disse stunder, men troen på den talentfulde midtbanespiller er langt fra svundet ud. Catalaneren imponerer fortsat på B-holdet med sit enorme potentiale – nu i en mere fri rolle.

I B-holdets seneste opgør mod Orihuela overstrålede den nu 20-årige Riqui Puig alle andre på banen. Modstanderen var konstant på hælene i forsøget på at dæmme op for midtbanespillerens evne til konstant at finde sprækker i defensiven. Kampen endte da også 3-0 i Barca B's favør.

Det er en mere moden udgave af Riqui Puig, man ser i denne sæson, præcis som det var tilfældet med Carles Aleñá sidste sæson for B-holdet. Puig styrer nu i højere grad kampene, og er den figur alle de andre spillere kigger imod - holdkammerater såvel som modstandere.

For hver dag der går, ligner Riqui Puig mere og mere en profil, der befinder sig på et niveau over alle de andre på banen. Selv modstandernes desperate forsøg på at ødelægge catalanerens spil ved at gå hårdt til ham fysisk preller af. Dette skyldes blandt andet, at Puig er blevet tildelt en mere fri rolle på midten til at diktere spillet.

Alligevel kan det godt gå hen at blive en svær fremtid for den talentfulde, unge profil. Førsteholdets midtbane er i øjeblikket nærmest overfyldt med etablerede profiler, hvilket blandt andet har sendt Carles Aleñá helt ud i kulden. Det tegner derfor ikke ligefrem til, at Puig får sit gennembrud for førsteholdet i denne sæson.

Catalaneren er dog fast besluttet på at slå igennem på førsteholdet og venter glædeligt på at få lov til at bevise sit værd i nogle af holdets mindre afgørende kampe i Copa del Rey. Puig udtrykte klart og tydeligt, at han ikke ønskede at blive udlejet over sommeren, også selvom flere mente, at et lejeophold ville være det eneste rigtige for hans videre udvikling.

Der er kun ét mål, der tæller for Riqui Puig, og det er at erobre en plads på Barcelonas førstehold.

.:FORSIDE:.