© Getty Images
// Champions League // FCK
FC Barcelona: Joan García, Koundé, Cubarsí, Gerard Martín (Araujo 72’), Balde, Eric García (Bernal 46’), Olmo (Rashford 72’), Fermín (Casadó 79’), Raphinha, Yamal, Lewandowski (Torres 82’)
Bænk: Szczesny, Kochen, Araujo, Jofre, Tommy, Bernal, Casadó, Torres, Roony og Rashford
Mål: 0-1 Dadason (4’) 1-1 Lewandowski (48’), 2-1 Yamal (60’), 3-1 Raphinha, straffe (69’), 4-1 Rashford (85’)
Barca tog imod FC København i sidste runde af Champions Leagues ligafase, hvor catalanerne havde brug for en sejr og helst på flere mål, for at forbedre chancerne for en top-8-placering. Opgaven blev dog ikke lettere af, at Hansi Flick måtte undvære både Frenkie de Jong, der sad ude med karantæne, og Pedri, som var skadet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Allerede fra start fik hjemmeholdet en regulær mavepuster. Efter blot fire minutter smed Jules Koundé bolden væk, og FCK slog hurtigt om. Dadason blev sendt alene igennem og passerede Joan García til en tidlig 0-1-føring til gæsterne.
Barca svarede igen og fem minutter senere burde udligningen være faldet. Robert Lewandowski blev spillet helt fri foran mål, men FCK-keeper Kosarksi diskede op med en flot redning. På det efterfølgende hjørnespark dumpede bolden ned for fødderne af Eric García tæt under mål, men igen stod Kosarksi i vejen. Barca fik mere fart i spillet, og efter et kvarters spil fandt Lewandowski Raphinha i en fri position, men brasilianeren tøvede, og chancen løb ud i sandet.
Presset på FCK voksede, og danskerne virkede stressede i deres opspil med flere fejl til følge. Det gav et klart spillemæssigt overtag til Barca, men midt i halvlegen var catalanerne tæt på at blive straffet igen på en omstilling, hvor Joan García måtte komme langt ud af sit mål og sparke bolden væk foran en FCK-spiller. Gæsterne fik bedre fat og formåede at bryde Barcas momentum, blandt andet ved at trække tempoet ud af kampen, hvor det var muligt.
Frustrationerne kunne mærkes på Spotify Camp Nou, som bakkede holdet massivt op. Barca havde svært ved at få offensiven til at fungere, og FCK stod imod det meste. I det 34. minut var det dog rent uheld, at udligningen ikke kom, da Eric García bragede bolden på undersiden af overliggeren efter et langskud. Kort efter var Lamine Yamal tæt på, men endnu en gang reddede Kosarksi. Trods et massivt pres lykkedes det ikke for hjemmeholdet at få hul på bylden, og derfor gik Barca til pause bagud 0-1 efter en første halvleg, hvor de havde fortjent mere.
Efter pausen reagerede Flick ved at sende Bernal på banen i stedet for Eric García. Barca kom energisk ud og skabte straks to afslutninger ved Yamal og Bernal, men begge gange var Kosarksi på pletten. I det 48. minut kom forløsningen endelig. Yamal blev sendt afsted på kanten og fandt Lewandowski foran mål, som sikkert gjorde det til 1-1.
Kun tre minutter senere var Fermín tæt på at bringe Barca foran, men hans afslutning tog sidenettet. Optimismen vendte tilbage på Spotify Camp Nou, mens FCK virkede rystet. Barcas genpres fungerede fortrinligt, og bolden var stort set konstant på hjemmeholdets fødder. Efter knap en times spil viste FCK dog, at de stadig var med, da Larsson afsluttede over mål efter en omstilling.
Kort efter kom scoringen, der vendte kampen. Et godt Barca-angreb endte hos Yamal, hvis afslutning ramte en FCK-spiller og gik i en blød bue i nettet til 2-1. Catalanerne fortsatte trykket, og midt i halvlegen pegede dommeren på pletten efter en situation, hvor Lewandowski blev ramt på benet i afslutningsøjeblikket. Straffesparket blev stående efter VAR-gennemgang, og Raphinha sendte sikkert bolden i nettet til 3-1.
Herefter blev Gerard Martín og Dani Olmo afløst af Ronald Araujo og Marcus Rashford. Barca var fuldt bevidste om, at målscoren kunne blive afgørende i den samlede stilling, og derfor fortsatte hjemmeholdet offensiven.
I det 77. minut var det tæt på endnu en scoring, da Pau Cubarsí afsluttede fra spids vinkel efter et hjørnespark, men Kosarksi leverede en fremragende refleksredning på stregen. Kort efter måtte Fermín lade sig udskifte med et trælår, og Casadó kom på banen. Ferran Torres erstattede ligeledes Lewandowski.
Fem minutter før tid fik Barca frispark lige uden for feltet, og Rashford sendte bolden elegant ind bag FCK-keeperen til 4-1. Gæsterne var tæt på at reducere i det 88. minut, da Casadó rettede et skud af, men bolden sneg sig forbi mål. Kort efter headede Pereira bolden i nettet efter et indlæg, men målet blev annulleret for offside efter VAR-tjek.
Dommeren lagde syv minutter til, og Barca jagtede endnu en scoring. I sidste tillægsminut ramte Rashford oversiden af overliggeren, før der blev fløjtet af. Dermed kunne Barca fejre en 4-1-sejr efter et flot comeback i anden halvleg, hvorefter fokus derefter rettede sig mod resultaterne i de øvrige kampe for at fastslå den endelige placering i tabellen.