Januars transfervindue lukker om mindre end to uger, og der har hidtil ikke været aktivitet at spore hos Barca. Der er dog fortsat store spekulationer vedrørende Eric García, som skulle have fået en ny bejler i form af Real Sociedad.
Selvom der har været en del rygter om både Ronald Araújos og Andreas Christensens fremtid, har der ikke været noget transferaktivitet at spore hos Barca. Catalanerne sættes dog fortsat i forbindelse med Marcus Rashford, der efterhånden ligner en færdig mand hos Manchester United.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barca har dog på nuværende tidspunkt ikke råd til englænderen, da ledelsen først og fremmest er nødt til at finde plads i økonomien til Rashfords høje løn. Man er således nødt til at sælge flere spillere, hvis det skal lykkes at hente englænderen, og her er både Ansu Fati og Eric García nævnt som et par spillere, der kan forlade klubben.
Og netop García er blevet et varmt transferemne hos flere klubber i La Liga, hvor Girona forleden bekræftede deres interesse i den alsidige forsvarsspiller. Catalanerne kan dog nu ifølge avisen Sport se frem til at få konkurrence fra Real Sociedad, der også har meldt sig ind i kampen om midterforsvaren.
Baskernes træner, Imanol Alguacil, er angiveligt ivrig efter at forstærke sig med García, som han skulle være en stor beundrer af. Spørgsmålet er dog, hvorvidt Real Sociedad har tænkt sig at punge ud med de 18 mio. euro, som Barca håber at kunne få for den tidligere Manchester City-spiller.
Det er samtidig også tvivlsomt, hvorvidt García ønsker at forlade klubben, selvom han dog skulle være klar over, at det bliver svært at få fast spilletid under Hansi Flick. Det vil derfor ikke komme som nogen overraskelse, hvis den 24-årige García forlader Barca, inden transfervinduet lukker i starten af februar.
© Getty Images// Eric Garcia