Rashford har gang i sin bedste Champions League
Aamer Al-Khatib - 28.01.26
// Marcus Rashford
Marcus Rashford fortsætter med at sætte sit tydelige præg på Barcas Champions League-kampagne. Den engelske angriber har således gang i sin bedste Champions League-sæson nogensinde i karrieren.
Da Barca for en uge siden rejste hjem med en 4-2-sejr over Slavia Prag, var det ganske vist Fermín López og Robert Lewandowski, der løb med overskrifterne for deres mål, men englænderen leverede endnu et bevis på sin klasse med en fornem assist til Lewandowski i anden halvleg.
Med den aflevering kan Rashford nu se tilbage på sin mest produktive sæson nogensinde i Champions League. Den 28-årige offensivspiller, som er i Barca på en lejeaftale fra Manchester United, har været direkte involveret i syv af holdets 18 mål i turneringen, hvilket er en imponerende statistik.
Artiklen fortsætter under annoncen
Tidligere har hans bedste europæiske sæson været i 2020/21, hvor han scorede seks mål og lagde op til ét. Forskellen denne gang er dog, at Rashford ikke kun har været afgørende foran mål, men også i det opbyggende spil, hvor han gang på gang har skabt chancer for sine holdkammerater.
Allerede tidligt i turneringen markerede han sig som en nøglespiller i Barcas offensiv. Et af højdepunkterne kom mod Newcastle på St. James’ Park, hvor han blev kampens spiller efter to mål, som sikrede en vigtig sejr. Også mod Olympiacos var han toneangivende med to scoringer og et tilkæmpet straffespark.
Derudover har Rashford leveret afgørende assists mod stærke modstandere som PSG og Eintracht Frankfurt, hvilket understreger hans betydning på det højeste niveau i Europa. Præstationerne i Champions League står i kontrast til hans rolle i hverdagen, hvor han kun har startet inde i to af Barcas seneste seks kampe i 2026.
Netop den effektivitet, han har vist trods begrænset spilletid, har fået mange til at spekulere i, om Barca vælger at gøre opholdet permanent. Med de nuværende præstationer i Europas største klubturnering har Marcus Rashford i hvert fald gjort sit for at overbevise klubledelsen om sin værdi, og han kan meget vel fortsætte stimen mod FC København i aften.
© Getty Images