Raphinha løser opgaven i front i stedet for Álvarez
Aamer Al-Khatib - 02.09.26
Barca har brugt sommeren på at lede efter en ny målscorer, men måske behøver løsningen ikke at være endnu en stor investering. Gabriel Jesus er hentet til klubben, men Raphinha kan være den, der for alvor løser opgaven i front.
Raphinha har fået en ny rolle som central angriber under Hansi Flick, og brasilianeren har allerede givet gode svar på den nye position. I de indledende kampe har han nemlig fungeret som 9'er, og det har allerede udmøntet sig i fem scoringer i tre kampe.
Artiklen fortsætter under annoncen
Efter to scoringer i den første kamp i ligaen, hvor Barca vandt 5-0 over Elche, fandt Raphinha også vej til netmaskerne mod Athletic Club i torsdags. Det blev fulgt op af to scoringer mod Rayo Vallecano mandag aften. Det er et lovende tegn for Barca, der har manglet en klassisk 9'er efter Robert Lewandowskis og Ferran Torres’ afsked. Samtidig viser det, at holdet kan være farligt, selv uden en traditionel frontmand.
Raphinha skal dog ikke sammenlignes direkte med Lewandowski. Han giver noget helt andet med sin fart, bevægelighed og evne til at presse modstanderne højt. Hans konstante bevægelser skaber samtidig plads til Lamine Yamal, Karim Adeyemi, Anthony Gordon og de offensive midtbanespillere, som kan komme stormende ind i feltet.
Det betyder ikke, at jagten på Julián Álvarez var forkert. Tværtimod var argentineren netop den type komplette angriber, som kunne have løst problemet i mange år. Men da Atlético Madrid har nægtet at sælge, har Barca heller ikke haft behov for at lade frustrationen føre til et panikkøb. Klubben har nu hentet Gabriel Jesus for omkring 10 millioner euro plus variabler, hvilket giver Flick endnu en erfaren mulighed centralt.
Dermed har Barca sparet de over 100 mio. euro som Julián Álvarez ville have kostet og nu er det i stedet Raphinha der sætter målene ind.
© Getty Images// Raphinha