Rakitić indskiftet da Kroatien delte med Wales

Magnus Wind - 15.10.19

© Getty Images

Kroatien kunne søndag aften sikre sig EM-billetten til sommerens slutrunde, hvis de vandt udekampen mod Wales. Opgøret i Cardiff endte dog 1-1, og her blev Barcas Ivan Rakitić indskiftet i pausen. 

Der udspillede sig en vigtig kamp i EM-kvalifikationens gruppe E søndag aften, da Kroatien og Wales tørnede sammen. Waliserne skulle bruge de tre point, hvis de skulle have forhåbninger om at spille EM til sommer. Samtidig kunne det kroatiske mandskab sikre sig billetten til slutrunden, hvis de vandt opgøret.

Efter blot ni minutter faldt den første scoring. Kroatiske Nikola Vlašić sparkede på mål fra kanten af feltet, og bolden gik akkurat ind bag den walisiske målmand i det lange hjørne. Wales havde svært ved at komme ind i kampen, men i overtiden af første halveg fik hjemmeholdets fans noget at glæde sig over. Gareth Bale blev spillet fri i feltet, og han scorede sikkert til stillingen 1-1. 

Ved anden halvegs begyndelse blev Ivan Rakitić skiftet ind, og han fik dermed tiltrængt spilletid. Spillet var ikke pragende, og det var tydeligt, at Kroatien var tilfreds med det ene point. Det walisiske mandskab kunne ikke nedbryde udeholdets kompakte forsvar, og så sluttede kampen uafgjort. 

Resultatet betyder, at kroaterne blot skal bruge et point i den sidste hjemmekamp mod Slovakiet for at kvalificere sig til EM-slutrunden. 

.:FORSIDE:.