Raiola om Rousauds Haaland-aftale: 'Fake news'

FCBARCELONA.DK - 01.01.21

© Getty Images

Onsdagens udmelding fra præsidentkandidaten Emili Rousaud om, at han har en forhåndsaftale med Erling Haaland, bliver nu skudt kraftigt ned af spillerens agent, der slår fast, at han ikke har talt med en eneste af præsidentkandidaterne.

Måske Rousaud var en tand for hurtig med at skabe forhåbninger om, at han kan hente Dortmunds Erling Haaland til klubben, hvis præsidentvalget vindes den 24. januar. Først kom reaktionen fra avisen Bild, der understregede det urealistiske i planerne. Nu er det Haalands agent, den kontroversielle Mino Raiola, der kommenterer sagen.

Han reagerer på de udtalelser der kom på onsdagens pressemøde med Rousaud, hvor også Josep Maria Minguella deltog. Minguella er selv tidligere spilleragent og har meldt sig under fanerne hos Rousaud. 'Jeg har personligt talt med Raiola og vi kender alle vilkårene og hvis vi vinder, vil vi dagen efter ringe til Mino Raiola og acceptere vilkårene' sagde han om aftalen med Haaland..

Den udlægning bliver nu skudt effektivt ned af Raiola selv. 'Fake news! Jeg har ikke talt med en eneste præsidentkandidat fra Barcelona og det gør jeg heller ikke. Når de har valgt en ny præsident i januar, kan de ringe til mig' kom det klart fra ham.

Hverken Rousaud eller Minguella har kommenteret udtalelserne fra Mino Raiola.

.:FORSIDE:.