fbpx
Annonce

Quique Setién langer hårdt ud efter Barcas ledelse

FCBARCELONA.DK - 18.09.20

// Setien


Kaos fortsætter i FC Barcelona, for nu langer Quique Setién hårdt ud efter ledelsen. Han fortæller, at han først nu har fået sin fyring på skrift og at Barca ikke overholder den indgåede kontrakt.

Som om præsident Bartomeu ikke har nok at slås med, så er klubben nu i åben konflikt med Qiuque Setién, der som bekendt blev meldt fyret kort efter 8-2 ydmygelsen mod Bayern München. Den fyring blev dog først formel i onsdags ifølge Setién selv. Det fremgår i en udmelding han kom med i går aftes på vegne af trænerstaben.

'Efter en måned med absolut tavshed fra FC Barcelonas ledelses side og efter flere forespørgsler fra vores side, var det først i går, at vi fik de første officielle meldinger, via en burofax. Denne melding afslører ledelsens forsøg på ikke at overholde kontraken fra den 14. januar 2020' skriver Setién blandt andet.

'I mit tilfælde er det offentligt kendt, at såvel klubben som præsidenten annoncerede min øjeblikkelige afgang den 17. august, men det var først i går, den 16. september, en måned senere, at man for første gang sendte mig  en skriftlig opsigelse, uden nogen kompensation af nogen art' fortsætter han.

'Når det gælder resten af trænerstaben, meddelte de dem også i går, meget overraskende, en kommende omplacering i klubben' skriver den nu forhenværende Barca-træner.

'Derfor har vi fundet det nødvendigt at overlade til vores advokater at få løst sagen, hvor man tager de nødvendige juridiske skridt. Vi ønsker at forsvare vores rettigheder og det som blev aftalt med FC Barcelona' afslutter meldingen.

Dermed venter der nu et juridisk efterspil, der kommer til at handle om, hvor meget Barca skal betale Setién og den øvrige trænerstab, for at ophæve kontrakten inden den udløb.

Modsat vurderes det fra Barcelona, at den skriftlige opsigelse af Setién nu sikrer at Ronald Koeman kan få den formelle godkendelse som træner for FC Barcelona.

.:FORSIDE:.