Rune Stentoft Arlbjørn - 14.02.21
Ronald Koeman ønskede at spare flere profiler forud for det første Champions League-opgør mod Paris Saint-Germain tirsdag. Det resulterede i, at Riqui Puig startede inde mod Alavés. Her fik catalaneren fuld spilletid i storsejren.
I 5-1 sejren over Alavés lørdag i La Liga fik stortalentet Riqui Puig fuld spilletid for første gang for Barca i denne sæson. Det vidner om, at den unge catalaner så småt er ved at overbevise Koeman om sine kvaliteter, efter at Puig sad meget ude i starten af sæsonen.
Barca har nok brug for at vinde samtlige kampe af de resterende kampe i ligaen for at være med i mesterskabskampen i år. Derfor forventer de fleste nok, at Koeman stiller med sit stærkeste mandskab i i de fleste af de resterende kampe.
Det var dog ikke tilfældet lørdag mod Alavés på Camp Nou, da Koeman gav flere profiler en pause fra start med tanke på tirsdagens kamp mod PSG i Barcelona. Her fik Puig chancen fra start, hvilket var et stort skulderklap og et tegn på anerkendelse fra Koemans side til den 21-årige midtbanespiller i så vigtig en kamp i jagten på det spanske mesterskab.
Puig ser dermed ud til at have valgt rigtigt i forhold til at blive i Barca i denne sæson. Han kunne have ladet sig udleje sidste sommer og også i januars transfervindue, men han valgte at blive og kæmpe for sin plads i førsteholdstruppen.