PSG: 'Rabiot har ført os bag lyset'

FCBARCELONA.DK - 17.12.18

Adrien Rabiot har sandsynligvis spillet sin sidste kamp for PSG, der bekræfter at midtbanespilleren ikke vil forlænge. Dermed er vejen banet for et skifte til Barca til sommer.

Efter lang tids polemik ser det ud til, at den lange føljeton om Rabiots fremtid i PSG har nået en ende. Det må være konklusionen efter den kontante melding der i dag kom fra den franske klubs sportsdirektør Antero Henrique.

'Der kommer ikke flere forhandlinger. Det har klubben besluttet efter det seneste møde med spilleren. Her fortalte han, at han ikke vil underskrive en ny kontrakt og at han ønsker at forlade klubben på fri transfer efter denne sæson, når hans kontrakt udløber. Det får en meget klar konsekvens for spilleren, da han ryger ud på bænken på ubestemt tid' var den meget klare udmelding.

'Vi havde i flere måneder nogle positive meningsudvekslinger med hans repræsentant om at blive i klubben og underskrive en ny kontrakt. Vi accepterede alle hans sportslige krav, men desværre er forhandlingerne nu fuldstændig ophørt' fortsatte Henrique.

'Det ser ud til, at spilleren og hans repræsentant har ført os bag lyset gennem flere måneder. Jeg opfatter det som mangel på respekt, både overfor klubben og tilhængerne. Det sker fra en spiller der har båret vores farver fra ungdomsholdene til førsteholdet og som altid har fået klubbens fulde støtte' afsluttede den tydeligvis vrede Henrique.

Med den svada er der næpe nogen vej tilbage for PSG eller Rabiot og brudet synes definitivt. Dermed kan midtbanespillere til januar frit forhandle med hvem han vil og her går spekulationerne på, at Barca er den første klub der får en opringning.

.:FORSIDE:.