fbpx
Annonce

Piqué viste højt niveau i går imod Celta

Simon Arun Vrábel - 10.10.22

// Gerard Piqué

De mange skader i det centrale forsvar har gjort, at Gerard Piqué på rekordtid er gået fra at være femtevalg til førstevalg, men den manglende spilletid har ikke påvirket catalanerens høje niveau. Det så man mod Celta i går.

En række uheld i det centrale forsvar har påvirket Xavis planer betydeligt og det har resulteret i, at man lidt pludseligt fik brug for Gerard Piqué. De mange minutter på bænken i begyndelsen af sæsonen har dog ikke påvirket den erfarne catalaner, som har vist højt niveau i de seneste kampe.

Artiklen fortsætter under annoncen


Da kalenderen viste den 30. september 2022, havde Piqué kun spillet én kamp i ligaen i form af 90 minutter imod Cádiz, samt 45 minutter imod upåagtede Viktor Plzen i Champions League. Intet pegede på daværende tidspunkt på, at den rutinerede catalaner ville få meget spilletid i denne sæson. Foran ham i køen stod stort set samtlige centrale forsvarsspillere i form af Ronald Araújo, Eric Garcia, Jules Koundé og Andreas Christensen. Dermed var Piqué femtevalget.

En utrolig uheldig og forfærdelig landsholdspause gjorde, at både Araújo og Koundé blev skadet og kort efter kunne Andreas Christensen skrive sig på dén liste. Derfor blev der på rekordtid brug for den 35-årige forsvarsspiller, som ellers havde tilbragt en hel del tid på bænken. Her sad han blandt andet sammen med sin gode ven og medspiller Jordi Alba, som var blevet offer for samme generationsskifte.

Da situationen blev vendt på hovedet og Xavi pludselig blev dybt afhængig af Piqué, kunne man frygte, at den stærke forsvarsspiller havde fået stive ben af at sidde ned i så lang tid, men det var bestemt ikke tilfældet. Både i kampen imod Inter og i søndagens kamp imod Celta de Vigo styrede han forsvaret stærkt og kompetent.

Piqué mangler tydeligvis fart men der er ingen tvivl om, at hans rutine vejer op for dette. Specielt i kampen imod Celta de Vigo agerede han i flere situationer ofte styrmand til trods for, at han først spillede sammen med den rutinerede Marcos Alonso og sidenhen Eric Garcia. Piqué spillede 32 minutter i kampen imod Inter og imod Celta de Vigo fik han hele kampen, men det bliver spændende at se, om Jules Koundé når at blive klar til den vigtige Champions League kamp imod Inter.

Gør han det, bliver det interessant at se, om Piqué bliver sendt tilbage på bænken eller om han har opbygget nok tillid hos Xavi til en startplads.


 

.:FORSIDE:.