Piqué: 'Barca er fortsat et skridt foran Real Madrid'
Aamer Al-Khatib - 31.07.26
Barca går ind til den nye La Liga-sæson som favoritter til endnu et mesterskab. Det mener klublegenden Gerard Piqué, som ikke er i tvivl om, at Flicks mandskab fortsat har et forspring til rivalerne fra Real Madrid.
Gerard Piqué er aldrig bleg for at knytte en kommentar eller to om ærkerivalerne fra Real Madrid, og endnu en gang er han i et interview med avisen Sport på banen med kommentarer op til den kommende sæson – efter at hovedstadsklubben har været særdeles aktiv på transfermarkedet denne sommer.
Artiklen fortsætter under annoncen
Piqué pegede især på de seneste sæsoners resultater som årsagen til sin vurdering. 'Barca er stadig bedre end Real Madrid. Jeg synes, at Barca både lige nu og ved starten af ligaen er det stærkeste hold. At have vundet de seneste to mesterskaber giver en status og en troværdighed, som gør dem til favoritter,' indledte han.
Han fremhævede samtidig kontinuiteten omkring Flick som en afgørende fordel. Ifølge Piqué har spillerne nu fuldt ud taget cheftrænerens idéer til sig, og det kan få stor betydning, når sæsonen bliver fløjtet i gang. 'Der er stabilitet i klubben. Flick er inde i sit tredje år, og spillerne har taget både spillestilen og modellen til sig. Det giver dem et forspring,' lød den optimistiske vurdering slutteligt.
© Getty Images// Gerard Piqué