Perfekt kamp til at fejre ligaens 90 års fødselsdag

FCBARCELONA.DK - 10.02.19

Lige præcis i dag fylder La Liga 90 år og det falder sammen med opgøret mellem to af de tre hold, der altid har spillet i turneringen og aldrig er rykket ud. Kampen mellem Bilbao og Barca er derfor den perfekte kamp til at fejre de 90 år.

Fodbolden kom til Spanien i slutningen af 1800-tallet og FC Barcelona blev stiftet i 1899. De første år blev der udelukket spillet ud fra cup-princippet og det var først i 1929, at man etablerede en national liga. Den blev stiftet den 10. februar 1929, altså for præcist 90 år siden.

Her besluttede man sig for, at invitere 10 hold til den allerførste udgave, blandt dem seks regionale mesterhold. Her var Athletic Club Bilbao og FC Barcelona blandt. Den første liga blev vundet af Barca, der overhalede Real Madrid i sidste spillerunde, mens Athletic Club Bilbao tog tredjepladsen.

Netop disse tre hold, Barca, Madrid og Bilbao, er de eneste klubber der har spillet samtlige 90 år i ligaen og altså undgået nedrykning.

Ligaen blev afbrudt af den spanske borgerkrig i tre år i 30'erne, så kun 87 gange har man fundet et mesterhold i ligaen. Her har Real Madrid, Barca og Bilbao til sammen hentet 66 af titlerne, fordelt med 33 til Madrid, 25 til Barca og 8 til Bilbao. Kun Atlético de Madrid klemmer sig ind i dette selskab med 10 mesterskaber.

Det er således en ren klassiker der spilles i aften, når San Mamés lægger græs til opgøret mellem Athletic Club Bilbao og FC Barcelona, og altså en perfekt kamp til at markere ligaens runde fødselsdag.

.:FORSIDE:.