Pedris spilletid bliver doseret i større omfang
Aamer Al-Khatib - 20.03.26
// Pedri
Når Barca går ind til den afgørende del af sæsonen, er det med Pedri som omdrejningspunkt. Derfor har klubben en helt særlig tilgang til midtbanestjernen, hvor han for alt i verden skal forsøge at holde sig skadesfri.
Efter en periode præget af skader har klubben valgt en mere forsigtig strategi for at sikre, at den unge spanier kan holde sig skadesfri over længere tid.
Under cheftræner Hansi Flick spillede Pedri sidste sæson en markant rolle og var stort set fast inventar i startopstillingen. Det vakte opsigt, da hans historik med skader tidligere havde gjort hans tilgængelighed usikker. Derfor kom det også bag på mange, hvor meget spilletid han fik gennem hele sæsonen.
Artiklen fortsætter under annoncen
I den nuværende sæson er billedet dog et andet. Ændringen blev tydelig efter en hård pokalkamp mod Atlético Madrid, hvor midtbanespilleren måtte kæmpe sig igennem opgøret efter lige at have vendt tilbage fra en skade. Efter kampen erkendte Flick, at holdet havde presset ham til det yderste, og siden da er belastningen blevet nøje kontrolleret.
Ifølge avisen AS betyder det konkret, at Pedris spilletid bliver doseret langt mere præcist. I flere kampe er han blevet taget ud tidligt, og han gennemfører sjældnere hele opgør. Trænerstaben har gjort det klart, at hvis han kun kan spille en time uden risiko, så er det den grænse, man holder sig til, i det omfang udviklingen i kampene giver mulighed for det.
Bag den nye strategi ligger blandt andet analyser af spillerens fysiske profil, herunder undersøgelser af hans muskulatur. Samtidig har han fået tilpasset sit træningsprogram med ekstra fokus på styrke, restitution og forebyggelse. Tiltagene sker i tæt samarbejde med klubbens fysiske stab.
Med en afgørende fase af sæsonen foran sig ønsker Barca ikke at løbe unødige risici. Klubben ser Pedri som en nøglespiller på både kort og lang sigt, og derfor bliver han nu behandlet med langt større omtanke end tidligere.
I onsdags mod Newcastle spillede Pedri samtlige 90 minutter, hvilket nok skyldtes kampens vigtighed, men også at Flick følte mere behov for andre ændringer. Derfor kan det meget vel være, at Pedri får færre minutter på banen på søndag mod ray Vallecano.
© Getty Images