fbpx

Pedri: 'Nu ser jeg frem til at spille VM'

Aamer Al-Khatib - 20.05.26

 


Pedri har i et interview set tilbage på endnu en succesfuld sæson i Catalonien med stor tilfredshed. Efter triumfer i både La Liga og den spanske Super Cup retter han nu blikket mod sommerens VM-slutrunde.

Ved et Adidas-arrangement i Barcelona satte Pedri ord på sæsonen og glæden over holdets resultater. 'Jeg er meget glad for sæsonen, for mesterskabet og Super Cup-titlen med Barca, og nu ser jeg frem til at spille VM' indledte midtbanespilleren ifølge avisen Mundo Deportivo.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den 23-årige spanier blev mere alvorlig, da snakken faldt på holdkammeraten Fermín López, som misser VM efter sin skade i foden. 'Det er et hårdt slag for os alle. Jeg var sammen med ham i går, og det er aldrig rart at gå glip af et verdensmesterskab. Men han kommer til at give os så meget i fremtiden' sagde Pedri.

Midtbanedirigenten havde også rosende ord til cheftræner Hansi Flick, der for nylig forlængede sin kontrakt med Barca. Ifølge Pedri har tyskeren været afgørende for holdets udvikling denne sæson. 'Han har givet os den konkurrenceevne, vi havde brug for' forklarede spanieren.

Samtidig kommenterede Pedri også afskeden med Robert Lewandowski, som stopper i klubben efter fire sæsoner. 'Han forlader klubben som den legende, han er' sagde han om den polske angriber, der har været en central profil og helt afgørende for de mange titler siden ankomsten til Spotify Camp Nou.

Afslutningsvis understregede Pedri, at han føler sig helt fit efter tidligere tiders skadesproblemer. 'Jeg føler mig på 100 procent nu. Når man spiller for Barca, skal man altid give alt. Nu drømmer vi alle om den stjerne, men vi ved også, hvor svært det bliver. Ved et VM kan små detaljer afgøre alt' afsluttede han.

pedri62F
© Getty Images

// Pedri
.:FORSIDE:.