Paulinho: 'Barca er en spektakulær klub'

Magnus Wind - 07.04.20

© Getty Images

Den tidligere Barca spiller Paulinho befinder sig i øjeblikket i karantæne hjemme i Brasilien, men gav sig tid til en interview med RAC1. Her udtrykte midtbanespilleren sin begejstring for Barca som klub. 

Det kom som en overraskelse for mange, da Barca i sommeren 2017 købte midtbanespilleren Paulinho i kinesiske Guangzhou Evergrande. Brasilianeren havde inden skiftet kun spillet to sæsoner i europæisk fodbold for engelske Tottenham. På trods af de skeptiske udmeldninger fra fans og eksperter, så spillede Paulinho en flot sæson. I 49 kampe for catalanerne scorede midtbanespilleren hele ni mål og bidrog med tre assists.

Brasilianeren befinder sig i øjeblikket i karantæne i hjemlandet med familien, da Kina stadig har lukket deres grænser for ikke-kinesere grundet corona-krisen. Paulinho medvirkede dog i et interview med RAC1, hvor han udtalte sig om den specielle situation og tiden i Barca. 'Jeg burde have været i Kina nu, men det kan vi ikke, fordi regeringen har lukket grænserne. Så jeg er hjemme og venter på nyt' siger han.

'Jeg forsøgte at komme tilbage, inden de lukkede grænserne, men det var umuligt. Min klub, som jeg snakker med hver dag, prøver at hjælpe mig tilbage til Kina'. 31-årige Paulinho skiftede tilbage til Guangzhou Evergrande efter blot én sæson i Barca, men han har gode minder fra tiden hos catalanerne. 'Jeg har nogle gode minder fra min tid i Barca, der er en spektakulær klub' afslutter han.

.:FORSIDE:.