fbpx

Paniske Bilbao udsender pressemeddelelse om Barca

FCBARCELONA.DK - 26.06.25

 


Barca forventer at hente Nico Williams til klubben i næste uge og det har efterladt Athletic Bilbao i en nærmest panisk tilstand, hvor man med alle kneb forsøger at holde fast i den spanske angriber mod hans vilje.

Sagen om Nico Williams og hans snarlige skifte til Barca har efterhånden udviklet sig til endnu en vaske ægte transfersaga. Torsdag aften blev der så skrevet endnu et kapitel til den dramatiske fortælling, da Athletic Bilbao i hvad der ligner ren desperation udsendte en pressemeddelelse. Det sker efter et møde, som den baskiske klub har haft med La Liga.

'Klubben (Athl. Bilbao, red.) takker for den åbenhed og klarhed, som organisationen (La Liga, red.), der forsvarer alle klubbers interesser, viste. I rammerne af financial fair play blev blandt andet FC Barcelonas mulighed for at hente spillere drøftet' skriver Athletic Bilbao i deres pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Mødet fandt sted i Madrid som svar på en anmodning fra Athletic Club med henblik på at sikre overholdelsen af financial fair play. Blandt de emner, der blev behandlet, var FC Barcelonas muligheder for at hente nye spillere, især i lyset af Athletic Clubs legitime interesse i at få indsigt i relevante oplysninger, efter at FC Barcelonas sportsdirektør, Anderson Luis de Souza ‘Deco’, offentligt har udtalt, at klubben vil forsøge at hente en spiller fra vores førsteholdstrup – en spiller, som har kontrakt med Athletic Club frem til den 30. juni 2027. At tage os af vores egne forhold indebærer at sikre, at konkurrencereglerne bliver overholdt' fortsætter den baskiske klub.

'Decos udtalelser føjer sig til de offentlige bemærkninger fra FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, som har erkendt, at den catalanske klub 'arbejder på at kunne operere under 1:1 reglen', hvilket betyder, at klubben på nuværende tidspunkt ikke opfylder kravene for at kunne registrere nye spillere under denne regel' skriver de slutteligt.

Pressemeddelelsen fra Athletic Bilbao efterlader baskerne i et nærmest komisk lys, hvor man på trods af Nico Williams' ønske om at skifte til Barca, samt den kendsgerning, at catalanerne blot kan og har tænkt sig at betale frikøbsklausulen på 58 millioner euro, alligevel forsøger at forhindre transferen.

Nu er spørgsmålet så, om Barca har tænkt sig at komme med et modsvar eller om man blot vil lade dagene gå og efter planen betale frikøbsklausulen i næste uge, sådan som adskillige medier melder det.

// Athletic Bilbao
.:FORSIDE:.