fbpx

Overblik: Sådan spilles der videre i Champions League

FCBARCELONA.DK - 12.12.24

// Champions League

Med sejren over Dortmund tog Barca et stort skridt mod en top 8 placering i Champions League tabellen, men hvordan er det egentlig at der spilles videre derefter? Vi giver her overblikket over hvad der venter.

Det nye ligaformat er ukendt terræn for alle, men det er givet, at der bydes på langt flere spændende kampe end i det tidligere gruppeformat. Med alle 36 hold i samme liga, hvor alle spiller otte kampe mod forskellige modstandere, er det de 24 bedste der går videre. Af disse er de otte øverste hold sikret en direkte vej til 1/8 finalerne, mens nr. 9 til 24 skal ud i knockout-kampe, ude og hjemme.

Nedenfor ses en grafisk fremstilling af, hvordan turneringen kommer til at forløbe, når alle otte runder i det indledende ligaspil er spillet. Lige nu har man spillet seks runder.

UEFA har på forhånd fastlagt, hvilket placeringer der skal møde hinanden. Hvis Barca f.eks. slutter på den andenplads de indtager nu, skal de i ottendedelsfinalen møde et af de hold der slutter som nr. 15, 16, 17 eller 18. Her vil Barca starte ude og have fordel af hjemmebane i returopgøret.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Når man nærstuderer UEFA's turneringsplan, bør det være en fordel at slutte så højt i tabellens top 8 som muligt efter otte runder, da man med en vis sandsynlighed, vil møde hold der sluttede langt ned i tabellen.

Derfor handler det ikke kun om at tage en top 8 placering, men også at slutte så højt placeret som muligt, uden at der dog er garanti for, at man ikke kan møde et stort hold allerede i ottendelsfirnalen. F.eks. ligger Real Madrid nr. 20 lige nu, mens Manchester City er nr. 22 og PSG nr. 25. UEFA har besluttet, at to hold fra samme nationale liga godt kan mødes både i playoff-kampene som i ottendedelsfinalerne, så alt kan reelt ske.

Det ligger også fast, at 1. pladsen og 2. pladsen tidligst vil kunne mødes i finalen, da de kommer i hver sin halvdel af turneringen.

Reelt vil alle de 24 øverste hold have en reel chance for at vinde Champions League. Den største fordel ved at ende i top 8 er, at man dels undgår to ekstra playoff-kampe i et forvejen hårdt program, dels at man har fordel af hjemmebane i returopgøret, samt en vis sandsynlighed for at møde et mindre stærkt hold i ottendedelsfinalen.

Lidt pudsigt kan det næsten virke som en fordel, at slutte som nr. 23 eller 24. De to hold skal nemlig møde nr. 9 eller 10 i playoff, og dernæst nr. 7 eller 8 i en eventuel ottendelsfinale. Nr. 23 og 24 kan derved komme til kvartfinalen uden at møde et hold fra top 6 på vejen.

Når playoff-kampene er færdigspillet i februar, vil der den 21. februar blive trukket lod til resten af turneringen, helt frem til semifinalerne ud fra nedenstående model. På det tidspunkt vil man altså vide, hvilket hold f.eks. Barca vil undgå helt frem til en mulig finale den 31. maj.

Med to runder tilbage af ligaspillet, er intet afgjort endnu, for det er meget lige i toppen med kun tre point fra Barca på 2. pladsen ned til AC Milan på en 12. plads - og der skal stadig spilles om seks point.

cl2425format

.:FORSIDE:.