Overblik: Sådan er det gået i Flicks første 100 kampe
FCBARCELONA.DK - 01.03.26
Hansi Flick rundede 100 kampe på sidelinjen for FC Barcelona, da holdet i går mødte Villarreal og vandt sikkert med 4-1. Tyskeren kan fremvise en flot statistik, hvor han overgår profiler som Cruyff, Guardiola og Xavi Hernández.
Hansi Flick kan være godt tilfreds med sine første 100 kampe som Barca-træner, for statistikken viser 75 sejre, 9 uafgjorte og 16 nederlag. Det er tredjebedst af alle trænere i klubbens lange historie. Luis Enrique topper listen med 80 sejre, 11 uafgjorte og 9 nederlag, mens Helenio Herrera fra 1958-1960 leverede 76 sejre, 10 uafgjorte og 14 nederlag.
Artiklen fortsætter under annoncen
Til gengæld har Flick gjort det bedre end selveste Pep Guardiola, der lagde ud med 71 sejre, 19 uafgjorte og 10 nederlag, mens Xavi kun vandt 63 af sine første 100 kampe og Johan Cruyff 60. Andre profilerede trænere som Valverde, Rijkaard og Van Gaal ligger også langt efter Hansi Flicks flotte tal.
Kun 45 af Hansi Flicks 100 kampe har været på hjemmebane. Det skyldes dels, at de fire kampe i Supercopa de España er spillet på neutral bane i Saudi-Arabien, dels at de første pokalkampe spilles på udebane mod lavere rangerende hold.
Hansi Flicks spillestil er meget offensiv, og det ses af, at holdet har scoret i 96 af de 100 kampe. Det er bedst af alle, med Luis Enrique og Pep Guardiola på en delt andenplads med 92 kampe med scoringer.
Et opmærksomhedspunkt i statistikken er det antal mål, som Flicks Barca har lukket ind i de 100 kampe. Hele 119 gange er der scoret mod holdet, og det er markant flere end Luis Enriques 72 og Guardiolas 76.
Samlet set er der tale om en imponerende statistik for Hansi Flick, der samtidig har hentet fire trofæer i de 100 kampe – et mesterskab, en Copa del Rey og to spanske supercups.
© Getty Images// Hansi Flick