fbpx
Annonce

Overblik: Mange opgaver venter de næste måneder

Simon Arun Vrábel - 23.11.22

I de kommende måneder får den sportslige ledelse travlt med at optimere arbejdsvilkårene for Xavi og her skal der både kigges på køb og salg af spillere samt muligheden for at øge indtjeningen.

Selvom VM er i fuld gang, så holder Barcas ledelse ikke fri, for der skal udføres en lang række opgaver mens den nationale liga står stille.

Køb af spillere
Xavi har gjort det klart for både den sportslige ledelse og klubpræsidenten Joan Laporta, at topprioriteten i vinterens transfervindue bliver at forstærke højre back. I øjeblikket står både Hectór Bellerín og Sergi Roberto til trænerens rådighed, men Xavi ønsker en mere langsigtet løsning. Her har spillere som Diogo Dalot fra Manchester United og Thomas Meunier fra Borussia Dortmund været nævnt. Ingen af disse har dog frikøbsklausuler og derfor kan et køb af én af disse nemt blive for dyrt og derfor kunne et alternativ være ​​Gironas Arnau Martinez, hvis frikøbsklausul er sat til 20 mio euro.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Salg af spillere
Det er helt oplagt at der skal findes en løsning på Memphis Depay’s situation, som ikke er holdbar for nogle parter. Hollænderen har en vurderet markedsværdi på 20 millioner euro, men da han ankom gratis til Barca sidste år går rygterne på, at man er villige til at lytte på tilbud helt ned til fem millioner euro. Der har også været rygter om, at Franck Kessié på grund af den manglende spilletid skulle overveje sin fremtid og her er der ingen tvivl om at den sportslige ledelse og Xavi sammen skal finde den mest optimale løsning både sportsligt og økonomisk.

Nye sponsorater
Netop derfor overvejer man også at indgå nye sponsorater og her har kryptofirmaet Nexo været nævnt som ærmesponsor. Der har dog været usikkerhed omkring hvorvidt man bør indgå et samarbejde med denne type virksomhed, men omvendt meldes sponsoratet at give imellem 10-20 millioner euro om året. Forhandlingerne har ifølge medierne stået på i nogen tid og de er endnu ikke afsluttet.

Venskabskampe
Der har allerede nu været rygter om, at man ønsker at spille én eller flere venskabskampe imod hold som Arsenal og/eller Juventus. Årsagen hertil skulle være todelt for på den ene side vil en venskabskamp skabe øget indtjening som kan bruges på at købe forstærkninger. Samtidig vil det giver holdet mulighed for at spille sammen igen, efter at have været splittet på grund af VM-slutrunden.

Lønreduktioner
Klubbens præsident har tidligere udtrykt utilfredshed med de kontrakter som den tidligere ledelse, anført at Josep Maria Bartomeu, har skrevet med flere af klubbens stjerner, heriblandt Ter Stegen og Frenkie de Jong. Mulighederne for at afsøge en lønreduktion hos dem vil have stor effekt på klubbens lønbudget, men det bliver ikke en nem opgave, for begge spillere har kontrakter som gør, at de frivilligt skal acceptere en lønreduktion.

Joan Laporta har derfor en lang række opgaver som både skal løses og uddelegeres og der er derfor ingen tvivl om, at der ikke bliver megen tid til at se VM fra sofaen, selvom Barca først er programsat til at spille den næste kamp i ligaen den 31. december.



.:FORSIDE:.