Overblik: Hvad indebærer et mistillidsvotum i Barca?

FCBARCELONA.DK - 18.09.20

© FC Barcelona

Meget tyder på, at der afholdes et mistillidsvotum mod præsident Bartomeu og den øvrige ledelse, men hvad betyder det reelt og hvilke konsekvenser kan det få. Vi forsøger her at give et overblik.

Det kræver underskrifter fra mindst 15%, svarende til 16.520, af de stemmeberettigede medlemmer af FC Barcelona, at få afholdt et mistillidsvotum der har til hensigt at tvinge Bartomeu til at gå af. I går afleverede folkene bag initiativet 20.687 underskrifter til klubben inden den frist, der angives i klubbens vedtægter.

Det næste der sker er, at klubben gennemgår de mange underskrifter for at sikre sig, at de opfylder kravene, blandt andet at de enkelte medlemmer har legitimeret sig og reelt har skrevet under. Samtidig skal man have været medlem i et år. Det må forventes, at nogle sorteres fra.

Først skal klubben dog sammensætte en valgkommision, der får ansvaret for processen. Det har man 10 hverdage til. Her skal to personer fra den aktuelle bestyrelse deltage, samt de to personer, der først har skrevet under. Derudover skal det catalanske fodboldforbund udpege et medlem. Er man uenig om konkrete underskrifter, skal der stemmes om gyldigheden blandt kommisionens fem medlemmer.

Når valgkommisionen er på plads, har den 10 hverdage til at gennemgå de mange underskrifter og sikre sig, at alle regler overholdes. Er der ikke godkendt 16.520 underskrifter, afholdes der ikke et mistillidsvotum, men ellers fortsætter processen.

Her er det bestyrelsens pligt at afholde en mistillidsafstemning og det skal ske tidligst 10 dage efter, at underskrifterne er godkendt og senest 20 dage efter. Man er allerede begyndt at spekulere i mulige valgdage og det kunne meget vel blive den 17. oktober. Det kan også blive en uge senere, altså den 24. oktober, samme dag som Real Madrid gæster Camp Nou i ligaen.

For at valget skal være gyldigt, skal minimum 10% af de stemmeberettigede medlemmer afgive sin stemme, hvilket vil sige cirka 11.000 medlemmer. Antallet forventes dog langt større, ikke mindst fordi flere end 20.000 har skrevet under.

I henhold til klubbens vedtægter, som medlemmerne selv har godkendt på en generalforsamling, kræves der 2/3 flertal af de afgivne stemmer, hvis Bartomeu skal tvinges til at gå af. Når man ikke det antal, kan han blive siddende til der holdes præsidentvalg til marts næste år.

Stemmer mindst 2/3 for mistillid til Bartomeu, skal han og den øvrige ledelse øjeblikkeligt træde tilbage og der skal udskrives præsidentvalg. I mellemtiden indsættes der en midlertidig ledelse, der udelukkende har til opgave at holde klubben kørende. Der kan altså ikke tages store eller afgørende beslutninger. Her slår vedtægterne fast, at det bliver Carles Tusquets der får ansvaret. Han har i dag ansvaret for klubbens økonomi.

Et præsidentvalg vil ikke blive afholdt umiddelbart efter at Bartomeu er trådt tilbage. Kandidaterne skal have tid til at melde sig og føre valgkamp, så den midlertidige ledelse kommer sandsynligvis til at sidde et par måneder. Først omkring årsskiftet, måske endda efter, kan man forvente, at klubben får en ny præsident.

644x70

.:FORSIDE:.