Rune Stentoft Arlbjørn - 14.02.21
Dembélé blev hentet til Barca efter en sæson i Borussia Dortmund i sommeren 2017. Her tre og et halvt år senere har den franske offensivspiller rundet de første 100 officielle kampe i Barca-trøjen siden skiftet fra tyskerne.
I lørdagens storsejr over Alavés blev Dembélé sendt på banen i slutningen af kampen af Ronald Koeman. Han kom ind til sin kamp nummer 100 for Barca siden skiftet fra Dortmund i 2017. Når spillere når sådan en milepæl i Barca er det for det meste fordi man har været en succes for klubben, men sådan har det ikke været for Dembélé indtil videre.
Da Barca købte Dembélé blev han hentet som erstatning for Neymar. Forventningen var derfor at han skulle spille alle kampe, men sådan er det langt fra gået på grund af skader. Hvis Dembélé ikke havde været så meget skadet, så burde han have nået 100 kampe for Barca allerede i slutningen af sin anden eller i starten af sin tredje sæson hos Barca med omkring 50-60 kampe for catalanerne hvert år.
Sådan er det ikke gået for Dembélé, hvor hans tid i Barca mest huskes for hans mange skader indtil videre. De mange skader har gjort det svært for verdensmesteren at udfolde sit store talent i det catalanske og retfærdiggøre hans enorme prisskilt.
Netop prisen for Dembélé rundede samtidig et nyt højdepunkt med hans kamp nummer 100 for Barca, da flere af variablerne i aftalen med Dortmund blev udløst. Nu har Dembélé kostet Barca 135 mio. euro eller mere end en milliard danske kroner.
I denne sæson har der dog været fremgang at spore for Dembélé, da han har holdt sig langt bedre fri fra skader. Det har medført en opadgående formkurve for den 23-årige franskmand og Koeman er meget glad for ham. Det giver fornyet optimisme om, at Dembélé kan forløse sit talent i Barca.
1️⃣0️⃣0️⃣ partidos con el Barça
— FC Barcelona (@FCBarcelona_es) February 14, 2021
💙❤️ @Dembouz pic.twitter.com/U7qKyZwIrY