Oscar Mingueza bestod prøven i Kiev

FCBARCELONA.DK - 25.11.20


Det lignede på forhånd en svær opgave for Oscar Mingueza, da den 21-årige B-holdsspiller startede inde mod Dynamo Kiev i sin debut i Barca-trøjen, men han løste opgaven nærmest perfekt.

I fraværet af Piqué, Umtiti og Araujo, valgte Koeman at lade Mingueza starte inde i Champions League opgøret mod Dynamo Kiev. Her dannede catalaneren duo med Clement Lenglet i det centrale forsvar.

Mingueza er et af Barcas egne talenter fra La Masia, hvor han har spillet siden han var 7 år. Han har taget turen op gennem rækkerne til B-holdet, som han tilhører denne sæson. Her er det dog kun blevet til en enkelt kamp denne sæson, for Koeman bad ham hurtigt træne med førsteholdet i stedet.

I går mod Dynamo fik han så sin debut og her spillede han med stor sikkerhed. Han viste overblik og førte også bolden godt frem, som det kræves af en forsvarsspiller i Barcelona.

Højdepunktet for Mingueza i opgøret kom dog i den anden af banen, da han i anden halvleg snittede et hjørnespark videre til Braithwaite til Barcas 0-2 scoring.

Samlet set en flot debut af Mingueza og det er helt sikkert ikke sidste gang man ser ham på banen for førsteholdet.

.:FORSIDE:.