fbpx

Optakt: Ibiza - FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 22.01.20

// Copa del Rey // Ibiza

I aften træder Barca ind i pokalturneringen Copa del Rey, hvor man er nået til 1/16 finalerne. Her venter der på papiret en overkommelig opgave ude mod Ibiza, der til daglig spiller i tredjebedste række. Læs her vores optakt til kampen.

Ligesom de tre andre deltagere fra den spanske Supercup, Real Madrid, Atlético Madrid og Valencia, træder Barca først ind i Copa del Rey i 1/16 finalerne, mens de øvrige ligahold gjorde det en runde tidligere.

Barca har trukket Ibiza, der spiller i 2. division B, gruppe 1. Her gør de det rigtig godt og er en seriøs kandidat til oprykning,. De ridder lige nu på en bølge efter seks kampe i træk uden nederlag, så det er et topmotiveret og selvtillidsfuldt mandskab Barca skal op imod.

Som noget helt nyt afgøres 1/16 finalerne over blot én kamp, så der venter ikke en returkamp på Camp Nou, hvor tingene eventuelt kan sættes på plads. Barca skal vinde på Ibiza for at komme videre i turneringen.

Alligevel vælger Quique Setién at lade tunge profiler som Messi, Piqué og Busquets stå over. Derudover mangler der de skadede Dembélé og Suárez. I stedet er truppen suppleret op med spillere fra B-holdet.

Setiéns 18-mands trup ser således ud: Ter Stegen, Neto, Semedo, Chumi, Umtiti, Lenglet, Junior, Alba, Rakitic, De Jong, Arthur, Vidal, Sergi Roberto, Griezmann, Puig, Fati, Pérez og Abel Ruiz.

Her forventes det, at en række af de sædvanlige stamspillere tager plads på bænken, så det hovedsagligt bliver reserverne og B-holdsspillerne der skal løse opgaven.

Kampen spilles på kunstgræs og det kommenterede Quique Setién i går på et pressemøde. 'Omstændighederne er som de er og det accepterer vi. Ibiza kan helt sikkert gøre det svært for os. Vi spiller på kunstgræs og Ibiza har spillet seks kampe i træk uden at tabe. Det bliver hårdt og omstændighederne gør det mere lige' sagde han blandt andet.

Ibizas træner, Pablo Alfaro, der i øvrigt har haft Quique Setién som træner gennem tre sæsoner i Racing Santander, så i går frem mod kampen. 'Vi skal kæmpe for muligheden for at sende Barca ud. Vi ved at de er favoritter, men vi vil kæmpe med vores tilhængere i ryggen. Det er en spændende udfordring for alle på øen. Vi kan vise, at Ibiza også findes om vinteren og ikke bare om sommeren' kom det fra ham.

Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 og desværre vises den ikke på dansk TV.

.:FORSIDE:.