Optakt: Ferencvaros - FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 02.12.20


I aften skal Barca i aktion i Champions League gruppespillet, hvor de gæster ungarnske Ferencvaros. Her vil en sejr bringe holdet meget tæt på at vinde gruppen.

Trods en række betydningsfulde afbud som følge af skader samt en trup uden Messi, Ter Stegen og Coutinho der spares, skal Barca gå efter de tre point i aftenens kamp, så den femte sejr i træk i gruppespillet kan komme i hus.

Barca er allerede sikret videre deltagelse i Champions League, så nu er det gruppesejren der skal hentes. Her vil tre point i aften bringe holdet tæt på den målsætning. Det vil dog stadig kunne glippe i sidste gruppekamp når Juventus gæster Camp Nou om en uge, såfremt italienerne i aften besejrer Dynamo Kiev i Italien.

Ronald Koeman stiller med en reservespækket trup på blot 20 spilllere. Ud over Messi, Ter Stegen og Coutinho der får en pause, er Umtiti, Piqué, Araujo, Sergi Roberto og Ansu Fati ude mad skader. Seks af disse spillere ville være kandidater til en startopstilling, så det er afgjort et svækket hold Koeman råder over til kampen.

Truppen ser således ud: Neto, Lenglet, Dest, Alba, Junior, Busquets, De Jong, Pjanic, Aleñá, Puig, Matheus, Dembélé, Griezmann, Pedri, Trincao, Braithwaite, Mingueza, Konrad, Tenas og Peña.

Den gode nyhed er, at Lenglet er med i truppen. Han udgik med en fortstukket ankel i søndags mod Osasuna og man frygtede en længere pause.

Barca vandt det omvendte opgør på Camp Nou med knusende 5-1 og det ungarnske mandskab har kun hentet et enkelt point i deres fire kampe indtil nu, så Barca kan ikke undgå at være storfavorit.

Alligevel manede Koeman til forsigtighed, da han holdt pressemøde i går. 'Det bliver en svær kamp, for de har gode spillere i front, men vi har erfaringen fra vores første kamp, hvor vi gjorde det godt. Vi skal have kontrolleret deres offensive spil, for de kan gøre skade på alle, hvis man ikke er koncentreret' sagde han blandt andet.

For de danske Barca-fans kan der meget vel vente en ekstra spændende aften, for der er store muligheder for at Martin Braithwaite starter inde i sin tredje kamp i træk. I givet fald skal han forsøge at fortsætte sin gode stime på tre mål i de to seneste kampe.

Kampen i aften fløjtes i gang kl. 21.00 og kan ses på TV3 Max.

.:FORSIDE:.