Optakt til pokalfinalen: FC Barcelona - Valencia

FCBARCELONA.DK - 25.05.19

© Getty Images

Sæsonen 2018/19 sluttes af i aften med pokalfinalen mellem Barca og Valencia, et opgør der tegner både underholdende, tæt og jævnbyrdigt. Læs her vores optakt til opgøret, hvor sæsonens sidste titel skal finde sin ejer.

I en pokalfinale kan alt ske og det er utvivlsomt to jævnbyrdige hold der mødes i aften på Estadio Benito Villamarín i Sevilla. De to gange holdene er mødtes i ligaen denne sæson er det endt uafgjort, 1-1 på Mestalla og 2-2 på Camp Nou.

Barca er forsvarende pokalmestre og har muligheden for at vinde 'el doblete', altså mesterskab og pokal, for andet år i træk, mens Valencia håber på deres første titel i 11 år i klubbens 100 års jubilæumssæson.

Det er stadig skuffelsen i Champions League der præger stemningen i Barcelona, men på sit pressemøde i går understregede Ernesto Valverde, at Copa del Rey betyder meget for ham og spillerne. 'Vi tillægger det stor værdi, at vi har muligheden for at vinde el doblete og give klubben endnu et trofæ. Det er derfor vi er her. Det bliver svært, for vi møder en modstander der er i glimrende form. Begge kampe vi har spillet mod dem, er endt uafgjort. Nu må vi se, hvem der får lavet om på den tendens' kom det blandt andet fra ham.

Efter fredagens træning udtog han hele sin førsteholdstrup på 23 spillere, også dem der er skadet, samt tre mand fra B-holdet. Den store trup på 26 mand ser således ud: Ter Stegen, Cillessen, Iñaki Peña, Semedo, Piqué, Umtiti, Vermaelen, Lenglet, Todibo, Murillo, Alba, Busquets, Rakitic, Vidal, Rafinha, Arthur, Sergi Roberto, Aleñá, Coutinho, Messi, Malcom, Suárez, Dembélé, Boateng, Carlez Pérez og Abel Ruiz.

En time inden kampstart skæres truppen ned til de tilladte 18 mand. Det ligger allerede fast, at Ter Stegen, Rafinha, Suárez og Dembélé er ude med skader, mens Coutinho og Arthur er tvivlsomme.

Valencias træner Marcelino holdt også pressemøde i går som optakt til kampen. 'Det er ikke mange finaler vi spiller, som det er tilfældet med Barcelona, men vi kommer hertil for at besejre dem. Vi kommer med stort håb og mod på vinde finalen og fejre den med vores tilhængere' udtalte han.

Marcelino har også samtlige sine spillere med til pokalfinalen, så også her kendes den endelige trup først en time inden kampstart. Hos Valencia er det meget sandsynligt, at danske Daniel Wass er med fra start.

De danske Barca-fans kan glæde sig over, at kampen vises direkte på dansk TV på 6'eren fra kl. 20.50. Kampen fløjtes i gang kl. 21.00.

Spil på kampen hos Youbet
- Barca vinder: 1,64
- Ivan Rakitic scorer første mål: 19,00
- Barca vinder efter straffesparkskonkurrence: 21,00

.:FORSIDE:.