fbpx
Annonce

Optakt: Deportivo Alavés - FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 31.10.20

© Getty Images
// Alavés

Ovenpå den gode indsats mod Juventus, skal Barca i aften i aktion i ligaen, hvor de møder Deportivo Alavés på udebane. Her har Koeman og hans spillere nærmest panisk brug for de tre point. Læs her vores optakt til kampen.

Efter tre ligakampe i træk med kun et enkelt point på kontoen, har Barca ikke råd til at smide point i aftenens kamp i Vitoria i Baskerlandet, hvor Alavés hører hjemme. Skal Barca tilbage i topkampen, skal der tre point på kontoen i aften.

Det var da også det tema Koeman hæftede sig ved, da han holdt pressemøde i går. 'Enhver kamp kan blive svær. For os er det først og fremmest vigtigt at vi har fart i bolden. Hvis det sker, vil vi finde plads og vi ved alle, at på dette tidspunkt i ligaen, har vi brug for de tre point' kom det fra ham.

Barca må undvære en række spillere til opgøret, blandt dem Ter Stegen, Umtiti, Araujo og Coutinho, så det er et svækket hold Koeman tager med til Baskerlandet.

Hans trup på 21 spillere ser således ud: Neto, Dest, Piqué, Lenglet, Junior, Alba, Busquets, De Jong, Pjanic, Sergi Robeto, Aleñá, Messi, Griezmann, Braithwaite, Dembélé, Pedri, Trincao, Fati, Iñaki Peña, Tenas og Konrad.

Både Barca og Alavés har syv point i ligatabellen, men hvor Barca har spillet fem kampe, er baskerne oppe på syv. Mange regner da også med, at Alavés kommer at slås for at undgå nedrykning denne sæson.

Derfor kan Barca ikke undgå at være storfavoritter i aftenens kamp, hvor endnu et pointtab vil sætte dem gevaldigt tilbage i ligatabellen. Derfor hviler der et massivt pres på Koeman og hans spillere i aften.

Også Alavés-træner, Pablo Machín, så i går frem mod kampen. 'Jeg kunne godt tænke mig, at møde et uskarpt FC Barcelona, der har ikke sin bedste dag, for så ville vores chancer for at vinde blive øget, men vi møder helt sikkert et hold der vil revanchere sig fra to nederlag i ligaen. Det bliver svært for os, men vi har muligheden. Hvis Getafe kan besejre dem, kan vi også. Intet hold er uovervindeligt' kom det optimistisk fra ham.

Kampen fløjtes i gang kl. 21.00 og kan ses på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.