Olmos skade kædes sammen med registreringssagen
Anders Lang Jensen - 21.01.25
Barca må undvære Dani Olmo i Champions League-dysten mod Benfica i aften, fordi han er ramt af en mindre muskelskade. Grundet registreringsproblemer har Olmo været i en stressende tid, og det har måske spillet en rolle.
Dani Olmo oplevede mindre smerter i sin ene lægmuskel mod Getafe, og undersøgelser fra klubbens side viste efterfølgende en overbelastningsskade til catalaneren.
Ifølge avisen Sport kan en stor del af forklaringen til skaden direkte kobles sammen med den stressende og uvisse periode, som Olmo er gået igennem som konsekvens af registreringsproblemerne af ham fra årsskiftet og et par uger frem.
Personer tæt på Dani Olmo beskriver overfor avisen, at Barca-profilen havde en hård tid, mens registreringssagen stod på sit højeste. Nu er sagen udskudt, men en endelig afklaring er ikke på plads for Dani Olmo og Pau Victor.
Det har ganske forståeligt taget hårdt på Olmo, og det kan altså meget vel have spillet en rolle i, at Olmo efter en særdeles stresset periode har pådraget sig en muskulær skade efter ellers ikke at have spillet mange kampe over de seneste uger.
© Getty Images// Dani Olmo