Officielt: Vermaelen ude i en måned med ny skade

FCBARCELONA.DK - 17.12.18

Thomas Vermaelens skadeshelvede fortsætter ufortrødent efter, at den belgiske forsvarsspiller søndag måtte lade sig udskifte i kampen mod Levante. Barca meddeler, at han er ude med en fibersprængning i fire uger.

Vermaelen nåede kun at spille 52 minutter af søndagens kamp mod Levante, inden han måtte lade sig udskifte med smerter i højre læg. Mandag blev belgieren så undersøgt i Barcelona og her var der dårlige nyheder.

Barca meddelte mandag eftermiddag, at Vermaelen har pådraget sig en fibersprægning i højre lægmuskel og at han forventes at være ude i de kommende fire uger. Det betyder, at han først er tilbage i midten af januar - enten til pokalkampen den 16. januar mod Levante eller til ligakmapen den 20. januar mod Leganés.

Vermaelen har kun i små glimt vist sin klasse i Barca-trøjen, men er gang på gang blevet forhindret i regelmæssig spilletid på grund af skader. De fleste forventer, at dette er belgierens sidste sæson i Barca.

.:FORSIDE:.